Fortsæt til indhold

Populær café får 15.000 i bøde og sur smiley

Fødevarekontrollen har uddelt en sur smiley og en stor bøde til Café Jorden i Badstuegade

Samfund

15.000 kroner i bødeforlæg og en sur smiley til vinduet.

Det var resultatet for Café Jorden i Badstuegade i Aarhus, da Fødevarekontrollen var på besøg 6. december.

Den populære café ved Pustervig Torv seneste tre smileys var ellers med opadvendte mundviger, men under besøget konstaterede kontrollanterne flere kritisable forhold.

Populær sushi-restaurant får sur smiley og stor bøde

Ifølge kontrolrapporten var der mangelfuld rengøring i køkkenet og baren.

I barområdet blev der fundet meget snavs, støv og indtørrede mørke belægninger. Det befandt sig ved skabe, opvaskemaskine, køleenheder og på vægge.

Døde insekter

Værst stod det dog til i køkkenet, hvor der bliver produceret mad.

Her fandt kontrollen røde belægninger i opvaskemaskinen, og i vindueskarmen var der sorte belægninger. Samtidig var et net for vinduerne belagt med skidt og døde insekter.

SuperBrugsen på Vesterbro Torv får sur smiley og 80.000 kroner i bøde

Det viste sig også, at virksomheden ikke benytter sig af egenkontrol, som man ellers har pligt til.

Ifølge kontrolrapporten forklarede ejeren af Café Jorden, at der straks ville blive rengjort.

Ejeren forklarede ydermere, at han ikke vidste, at caféen skulle have et dokumenteret egenkontrolprogram.