Fyringsrunde i DR: Østjyske medarbejdere nedlægger arbejdet
Ansatte hos DR har valgt at nedlægge arbejdet i protest mod stor fyringsrunde
Synes du ikke, at du kan genkende stemmerne på din lokale P4-kanal i dag, så er det ikke dig, den er gal med.
Medarbejderne hos DR Østjylland har nemlig valgt at nedlægge alt arbejde denne onsdag. De forventes at være tilbage på arbejde igen i morgen.
Også hos DR Sjælland og DR Syd er der arbejdsnedlæggelse.
Folk har bedt Malous kæreste om at droppe hende
Årsagen er, at der fra onsdag morgen til formiddag var stor fyringsrunde i mediekoncernen. Op mod 400 stillinger skal nedlægges som følge af regeringens beslutning om at beskære DR med 20 procent, og onsdag var bebudet en stor ’Sindedag’. Mellem klokken 8 og 11 fik 205 ansatte at vide, at de var blevet fyret.
Ifølge fagbladet Journalisten er to journalister og en administrativ medarbejder blevet fyret.
”Vi beklager helt generelt, at et politisk flertal har besluttet at beskære DR med 20 %, og vi er frustrerede over, at det rammer velfungerende redaktioner, programmer og medarbejdere i DR (...) I sympati med vores tre fyrede kolleger - og de øvrige fyrede i hele DR - har vi på DR Østjylland valgt at nedlægge arbejdet resten af dagen,” skriver medarbejderne ifølge Journalisten i en fælles udtalelse.
Populær DR-vært har ondt af dem, der flyttede til Aarhus
Arbejdsnedlæggelse betyder blandt andet, at det er lederne i DR, der har måttet sætte sig til P4-mikrofonerne.
Det betyder, at der primært vil blive spillet musik på kanalerne. Ifølge P4 Østjylland vil radioavisen blive kortere, mens der ikke vil blive sendt hverken regionale nyheder eller sportsnyheder.
Flere af DR’s tv-programmer vil også udgå på grund af arbejdsnedlæggelserne.