Fortsæt til indhold

Løbefest i Aarhus: 11.000 deltog i halvmaraton

Der blev kæmpet, heppet og flyttet mange grænser til dagens Aarhus City Halvmarathon

Samfund

Aarhus City Halvmarathon blev traditionen tro skudt i gang af Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S), der dog ikke selv kunne deltage på grund af en knæskade. Men han blev og så de mange løbere passere startstregen.

Mange løb deres første halvmaraton

Hele 43 procent af de tilmeldte deltagere løb i dag deres første officielle halvmarathon. Det er ifølge arrangøren næsten en fordobling i forhold til sidste år. PR-klokken, som man må ringe med, når man har slået en personlig rekord, ringede derfor flittigt.

Caja Hammerum var en de mange debutanter på distancen, som var forbi klokken: ”Jeg havde en god tur. Det var hårdt de sidste fem kilometer, men der var virkelig god opbakning på ruten. I Jægergårdsgade blev der heppet så meget, at jeg fik total kuldegysninger,” siger hun i en pressemeddelelse.

Related contentPremiere på Run With Me

Som halvmaraton-løber kunne man som noget nyt følges med en løbe-buddy de sidste 11 kilometer af ruten. En mulighed som Carsten Bjerre havde benyttet sig af. Han løber normalt alene, men var i dag glad for at have sin bedre halvdel med det sidste stykke af vejen:

”I starten måtte jeg lige bede hende sænke farten lidt, da jeg havde lagt lidt for hurtigt ud de første 10 kilomter. Til gengæld var det rart at have en stærk kvinde i ryggen de sidste kilometer, hvor det blev lidt hårdt”.

Løb 21,097 kilometer baglæns

Der blevet hujet, heppet og måbet, da sidste løber kom i mål med ryggen til målportalen. Og det var ikke kun målstregen, han passerede baglæns - Sonny Kjeldberg løb i dag hele halvmaraton-distancen baglæns.

”Jeg tabte et væddemål til en firmajulefrokost” lød grunden, da speakeren ved målstregen måtte vide, hvorfor han havde kastet sig ud i den imponerende bedrift:

”Vi væddede om, at jeg kunne komme først baglæns, og de måtte løbe forlæns – det kunne jeg vist ikke”, lød det lidt træt fra Sonny Kjeldberg.

Der var stor opbakning fra kollegaerne både på ruten og i mål, hvor han få meter efter målstregen satte sig ned for at hvile benene.

FAKTA: Dagens hurtigste

Herrerne:

1) Thijs Nijhuis fra Viborg AM/Boligselskabet sct. i tiden 1.05.53

2) Thomas Væsel Wade fra SAYSKY/HMRC i tiden 1.05.56

3) Jesper Fauerschou fra Kræftens Bekæmpelse / Herning L. i tiden 1.07.37

Damerne:

1) Amalie Haughuus fra Løbeshop i tiden 1.16.58

2) Matilde Fiil Hjort fra Runaar i tiden i tiden 1.20.02

3) Sara Sig Hannibal i tiden 1.20.09

Se alle resultater her