Aarhus N-bondegård inviterer til æggefestival
Topkærgaard ved Kasted arrangerer for første gang Æggefestival. Her åbnes gården op til en dag i øko-æggets tegn
Alt fra æggekast-konkurrence, æggeløb, trillebør-ræs til traktor-kørsel, bondegårdsdyr og økoæggemadder, bliver at finde midt ude på marken, når Topkærgaard ved Kasted søndag 10. juni klokken 10 slår dørene op til æggefestival.
”Vi glæder os, som altid, til at invitere til besøg på vores lille bondegård. Til dette arrangement er det æggene, der er hovedelementet både i madden og til aktiviteterne. Det bliver uformelt, hyggeligt og uden stress. Der vil være hyggelig stemning med musik i højtalerne, glade bonegårdsdyr, økoquiz, aktiviteter til store og små og masser at grine af,” siger direktør på Topkærgaard, Sille Quist Duus.
Der vil være mulighed for at købe drikkevarer, og i ’Ægge-campingvognen’ kan der købes æggemadder, æggepandekager, økokage, popkorn og sønderjyske solæg.
Topkærgaards gårdbutik vil være åben hele dagen.