Fortsæt til indhold

Farvel til en ”stor” Auning-borger

Samfund
John PedersenVoer Færgevej 10. Hevring.

En ildsjæl af de helt unikke. En person, der har sat sit stærkt personlige præg på sin by gennem årtier.

Det er den korte beskrivelse af Aksel Rasmussen, der var fra Allingåbro men fik sit livslange virke med base i nabobyen Auning.

Aksel blev uddannet i handelsbranchen men bredte sine aktiviteter, både på det rent faglige og erhvervsmæssige felt ud over en utrolig bred palet.

Sammen med sin hustru Didde blev Aksel et kendt ansigt i by og opland.

Sammen drev de i flere år et populært spisested midt i Løvenholmskoven, ligesom de i flere år var sammen om at løse alle de mange arbejdsopgaver i forbindelse med udgivelse af den lokale ugeavis, Folkebladet Djursland.

Selv da Aksel afhændede ugeavisen til det store bladhus i Randers fortsatte han med at have stor betydning for den lokale nyhedsstrøm. Dels som super-meddeler for undertegnede, der stod for avisens daglige journalistiske drift til for kort tid siden og dels som den lokale fotograf, der drog i felten når en event skulle foreviges i Auning eller en af nabobyerne.

Aksel kunne også skrive lokalpolitiker på sit omfattende cv efter at have repræsenteret en lokal borgerliste i Auning med stor entusiasme og hele tiden med fokus på de vælgere, som han repræsenterede i stort og småt.

Foreningslivet nød også stor gavn af Aksel Rasmussens virketrang.

I mange år som en af de bærende kræfter i borgerforeningen i Auning, der på hans tid var med både her og der og alle steder i livet, dels med en helt unik biks hvor han sammen med en flok handymænd makkede med mangt og meget og skaffede mange penge til foreningskassen. Han var naturligvis også med i forreste række, da foreningen fik etableret en af de smukkeste flagalleer på det ganske Djursland.

Pensionistforeningen var i flere år stedet, hvor Aksel gjorde en forskel i bestyrelsesarbejdet og var her repræsentant for et bredt samarbejde med andre aktører i foreningslivet.

Som frivillig hjælper tog Aksel også mangen en tørn på plejecenter Møllehjemmet, ligesom han også var at finde som en af de mange frivillige i staben af livreddere i svømmehallen i Auning.

Men først og fremmest var Aksel et utroligt vidtfavnende og åbent menneske, der aldrig var bange for at tage en ny opgave på sig og altid i et inspirerende samarbejde med andre.

Aksel vil blive savnet. Æret være Aksels minde.