Fortsæt til indhold

Lille villavej går amok med julelys

På en lille, blind villavej i Tranbjerg bliver der gjort en stor dyd ud af at pynte op til jul

Samfund

Det er ikke kun i Fredensgade i Hinnerup, at østjyske villaejere gør noget særligt ud af december måned. I Tranbjerg bliver der joket med, at byen i nabokommunen har fået en seriøs konkurrent.

”Men vi ved jo godt, at vi aldrig kommer til at overgå Hinnerup. Det er vores vej simpelthen for lille til,” lyder det med et grin fra Christoffer Good.

X Factor-deltagere ude med julesang: Det har været et hårdt år på alle fronter

Han bor på den lille, blinde sidevej, som er en del af Tranbjerg Hovedgade. De seneste år har naboerne på vejen pyntet ekstra op til jul med lyskæder i forskellige farver, nisser, julemænd, rensdyr, kunstige snemænd, og sådan fortsætter listen ellers i samme julede stil. Men i år er Christoffer Good ikke i tvivl om, at niveauet har fået et nøk op.

”Sidste år begyndte det at tage til, men det er først i år, at vi er gået rigtig amok,” fortæller han.

Se billeder af den jule-udsmykkede villavej i galleriet herunder

Det hele begyndte for fem år siden, hvor der skete et mindre generationsskifte på vejen, forklarer Christoffer Good. Han flyttede til den lille, lukkede sidevej sammen med sin familie, og det samme gjorde andre børnefamilier. På vejen var der et hus, som pyntede flot op til jul, og det ville de nytilkomne husejere gerne overgå, og så begyndte det, der nu er blevet til en sjov konkurrence.

Vandværk: Folk valfarter til populær juleudstilling

”Vi har et rigtig godt sammenhold på vejen, hvor vi ofte spiser sammen, og vi har også en fast dag om året, hvor vi holder en officiel lystændingsaften. Der samles vi på vejen med gløgg og æbleskiver for at tænde julelysene sammen,” fortæller Christoffer Good og fortsætter:

”Vores unger synes, at det er megahyggeligt, og vi går tit ud og kigger sammen på vejen. Det er jo som at gå rundt i et tivoli.”

De mange julelys og nisser har også tiltrukket en del opmærksomhed fra flere af byens borgere, der vælger at lade aftenturen gå forbi vejen.

Den Gamle By i Aarhus holder udendørs jul

”Vi hører også tit biler, der med meget lav hastighed lige triller en tur ned ad vejen for at vende og så køre væk igen. Sidste år hørte jeg, at den lokale løbeklub med vilje lavede en rute, hvor de løb forbi vores vej,” fortæller Christoffer Good.

Det tager nogle dage at sætte det hele op, og i år er der blevet investeret i en seks meter høj julemand, som kun sættes op i weekender, når det ikke blæser for meget.

”Vi er allerede ved at planlægge næste år,” lyder det fra Christoffer Good.

Julemanden lover: Corona aflyser ikke julen