Politirapporten
Mandag 28. februar
Sigtet for at blufærdighedskrænke kvinder
En 18-årig kvinde ringede mandag kl. 14.30 til politiet og fortalte, at en mand havde vist sin penis frem foran hende og hendes veninde.
Ifølge kvinden havde manden siddet i en bil på Rudolf Diesels Vej i Randers NV, og da hun og veninden kom forbi, viste han sit lem frem og forsøgte at vinke kvinderne helt hen til bilen. En patrulje var få minutter efter på stedet, og de fik hurtigt kontakt til en 62-årig mand, som stadig sad i bilen. Han blev sigtet for blufærdighedskrænkelse ved at have blottet sig foran kvinderne.
En 18-årig mandlig bilist blev anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Randers. Det skete mandag kl. 8.32.
Mandag kl. 16.45 blev en 29-årig mand sigtet for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Damkærvej i Randers SV. Da det var tredje gang inden for tre år, at han blev taget i at køre uden førerret, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation.
Indbrud på Østergade i Randers C begået mandag 28/2 mellem kl. 7.00 og kl. 16.30.
Tirsdag 1. marts
Tirsdag kl. 10.00 skete der et færdselsuheld i krydset Østervangsvej/Nørre Boulevard i Randers C. En 44-årig kvinde kom cyklende på en ladcykel på Gammel Hadsundvej og svingede ind på Nørre Boulevard, samtidig med at en bil også svingede ind ad Gammel Hadsundvej. Bilisten påkørte cyklisten bagfra, med mindre materiel skade til følge, men kørte herefter fra stedet uden at give sig til kende. Cyklisten kom middelbart ikke noget til. Politiet fik efterfølgende fat i den 57-årige mand, der havde kørt bilen.
Vakst vidne ledte politiet til cykeltyv
En opmærksom borger opdagede tirsdag morgen kl. 6.30, at en mand var i færd med at løfte en låst cykel væk fra rutebilstationen i Randers. Da manden slæbte afsted med cyklen, fulgte vidnet efter, og da han kunne se, at han satte cyklen ind i en baggård og gik tilbage mod rutebilstationen, tilkaldte han politiet.
En patrulje fandt kort efter frem til en 34-årig mand, og de fandt også den cykel, der var sat i baggården. I gården stod desuden en indkøbsvogn med en anden cykel i. Den 34-årige blev anholdt og sigtet for tyveri, og cyklerne kommer nu tilbage til rette ejermænd.
Serie-hærværk på veje i Helsted-området
Ukendte gerningsmænd har sent mandag aften eller nat begået hærværk mod flere biler, skilte og huse på Oust Møllevej og Ferskenvej i Randers NV.
Østjyllands Politi fik tirsdag morgen en anmeldelse fra en beboer, der havde opdaget, at der var sprayet grøn maling på hans husgavl. Da patruljen ankom, kunne de konstatere, at der også var farvet med grøn spraymaling på andre huse, biler og nogle skilte i kvarteret. Derudover var der kastet sten gennem ruden på mindst to huse. Foreløbigt er der notereret mindst 11 forskellige hærværksforhold, men der kan være flere.
Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set noget mistænkeligt i området i løbet af mandag aften eller nat – eller fra nogen, der kender til personer, der er kommet hjem med grøn spraymaling på fingre eller tøj.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på tlf. 114.
31-årig fængslet for afpresning af 44-årig bekendt
En 31-årig mand blev fængslet i fire uger, efter et grundlovsforhør i Retten i Randers onsdag. Han sigtes for afpresning. Han har opsøgt en 44-årig mandlig bekendt på gaden i Randers i mandags, hvor han fremsagde flere trusler med det formål at få ham til at betale 800.000 kroner.
Truslerne skulle angiveligt være følgende: »Vi har et udestående« og »Hvis du forsvinder, så må vi jo se, hvor god en far du så er.«
Onsdag 2. marts
Stjal to pakker feta
Onsdag kl. 18.16 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra ABC Lavpris på Hobrovej i Randers, hvor personalet havde tilbageholdt en udenlandsk butikstyv. En medarbejder havde bemærket manden, som hun syntes udviste en mistænkelig adfærd.
Medarbejderen havde derfor set butikkens videoovervågningen igennem og kunne se, at manden havde taget nogle varer i butikken, herunder to pakker fetaost, som han havde puttet i lommen. De øvrige varer betalte han for ved kassen, hvorefter han gik mod udgangen.
Medarbejderen tog kontakt til manden i butikkens vindfang og bad ham vise, hvad han havde i lommerne. Manden tog de to pakker fetaost op af lommen og blev bedt om at følge med ind i et baglokale, hvorfra der blev ringet efter politiet. Da patruljen ankom til stedet, blev den 48-årige rumænske mand anholdt og sigtet for butikstyveri.
Indbrud i Stakhaven i Randers NV begået onsdag 2/3 mellem kl. 08.30 og kl. 15.50.
Torsdag 3. marts
Torsdag kl. 06.48 skete der et færdselsuheld på Amstrupgårdsvej i Haslund syd for Randers, da en 34-årig mandlig bilist tilsyneladende fik et ildebefindende og kørte ind i en hæk og en brandhane, hvorefter han påkørte en husmur. Den 34-årige mand var umiddelbart ikke kommet noget til, men han blev kørt til skadestuen for nærmere undersøgelse.
Fredag 4. marts
Østjyllands Politi har sigtet en 42-årig mand fra Litauen, der blev anholdt torsdag eftermiddag på baggrund af en europæisk arrestordre med henblik på udlevering til strafforfølgelse i Litauen. Manden blev anholdt i Aarhus Lufthavn, hvor han ville rejse med et fly til Riga. Han blev fremstillet fredag i grundlovsforhør og derefter varetægtsfængslet i fire uger, indtil udleveringen kan finde sted.
Fredag kl. 21.45 blev en 24-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV.
Indbrud på Vangvejen i Randers begået fredag 4/3 mellem kl. 06.30 og kl. 16.50.
Lørdag 5. marts
Forfølgelse endte ved Hobro
En patrulje fra Østjyllands Politi forsøgte natten til lørdag at få stoppet en bil under et rutinemæssig tjek på Viborgvej i Randers. Føreren adlød ikke patruljens anvisninger om at standse og efter en længere jagt lykkedes det, i samarbejde med Nordjyllands Politi, at få stoppet bilen omkring Hobro.
Det viste sig, at føreren var en mand sidst i tyverne, som ikke havde førerret. Han kan nu se frem til adskillige sigtelser for overtrædelse af færdselsloven – heriblandt overtrædelse af vanvidsparagraffen på grund af hastighed. Politiet har på den baggrund beslaglagt bilen med henblik på konfiskation. Manden er også sigtet for at køre bilen under påvirkning af både alkohol og euforiserende stoffer. En blodprøve skal påvise forbruget.
Lørdag kl. 21.19 blev en 20-årig mand anholdt og sigtet for narko- og spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Prins Christiansgade i Randers C.
Søndag 6. marts
50-årig mand blev anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Bredgade i Langå Søndag kl. 01.05.
Søndag kl. 03.15 blev en 32-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nørre Alle i Randers.
En 21-årig mandlig bilist blev søndag kl. 12.46 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Marienborgvej i Randers Nordøst.
Indbrud på villavej i Langå begået mellem lørdag 5/3 kl. 10.15 og søndag 6/3 kl. 16.30
Mandag 7. marts
Mandag kl. 5.42 skete der et færdselsuheld i krydset Århusvej/Randersvej i Randers SV. En 20-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 31-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade ved uheldet.