Ole er Danmarks bedste i rospinning
Med tiden 3,20 minutter blev Ole Vindfelt Danmarks bedste i ergometerroning i kategorien 1000 meter for herrer på 55+ kategorien.
Mesterskabet blev afholdt i starten af februar 2022, men Skanderborg Roklub fik først ordentlig fejret mesterskabet for Ole på den årlige generelforsamling i klubben i sidste uge.
Rochef, Anders Kirkedal Nielsen nævnte i præmieoverrækkelsen, at Ole med sejren har kastet noget nyt, godt konkurrence-støv over den hyggeklub, som Skanderborg Roklub ellers normalt ser sig selv som.
»Det, der blandt andet motiverer mig til at ro ergometer er den gode og meget sunde træning for hele kroppen, det giver. Og jeg vil rigtig gerne opfordre jer alle til at deltage i de fantastiske muligheder, der er for rospinning i klubben,« sagde klubbens nye danmarksmester, Ole Vinfelt.