Fokus på fællesskab: Nyt naturfællesskab opstået i Stilling
Projektet Outsider vil have flere unge med handicap ud i naturen og ind i foreningslivet. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Da Skanderborg Fællesskaberne og KFUM-Spejderne mødtes til bålmad og naturvidenskabelige spejderaktiviteter 26. februar, var det som en del af projektet Outsider.
Projektet vil have flere unge med handicap ud i naturen og ind i foreningslivet.
Vi vil gerne give de unge nogle gode oplevelser i naturen og få dem ud af de vante rammer. Her er de med til at tænde bålet, mærke vinden i håret og forhåbentlig få et indblik i, at frilufts- og spejderlivet også er for dem.Kim Friis fra KFUM-Spejderne i Stilling.
Frem mod 2024 skal der etableres 11 naturfællesskaber rundt om i landet, og et af dem er startet i Stilling, hvor de unge i løbet af det næste år skal mødes minimum 10 gange i spejderhytten.
»Vi vil gerne give de unge nogle gode oplevelser i naturen og få dem ud af de vante rammer. Her er de med til at tænde bålet, mærke vinden i håret og forhåbentlig få et indblik i, at frilufts- og spejderlivet også er for dem,« siger spejderleder Kim Friis fra KFUM-Spejderne i Stilling.
Både Skanderborg Fællesskaberne, deres frivillige forening og KFUM-Spejderne i Stilling er en del af projektet Outsider, og har i samarbejde udviklet og tilpasset aktiviteterne, så det passer til de unge.
Frem mod sommeren 2022 skal de unge blandt andet øve knob, samle spejdermærker og lave bålmad, og at aktiviteterne skal foregå ude i foreningslivet er ikke tilfældigt.
»Foreningslivet er en vigtig ramme for deltagelse og for at danne fællesskaber og høre til et sted, men desværre er mange unge med handicap ufrivillige inde-mennesker og ikke en del af foreningslivet. Det vil vi gerne lave om på med projektet, så de unge deltager aktivt og får skabt nye sociale relationer,« siger Laura Engelsted Lassen, som er projektleder i Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH), som står bag projektet.
Fokus på fællesskab
Projekt Outsider er etableret af paraplyorganisationen ’Sammenslutningen af Unge med Handicap’ i samarbejde med lokale foreninger, socialpædagogiske tilbud og frivillige.
De lokale partnerfællesskaber skal hver især bidrage med deres spidskompetencer, så den enkelte forening og frivillig kan gøre det, de er gode til. Det forklarer Laura Engelsted Lassen, som tror på, at samarbejdet kan skabe et fællesskab for og med de unge:
»Til at starte med kommer man måske med i en forening på grund af aktiviteten, men i rigtig mange tilfælde, så bliver man på grund af fællesskabet. Og det er det, vi rigtig gerne vil opnå med projektet; at de unge får styrket deres fysiske og mentale helbred, men i høj grad også deres sociale relationer og bliver en del af foreningslivet,« siger Laura Engelsted Lassen.
Naturprojektet mødes næste gang lørdag 19. marts.