Fortsæt til indhold

Stor opbakning og unik position skaber sund økonomi i selskabet bag Lokalavisen Favrskov

Jyllands-Postens Lokalaviser, som er selskabet bag blandt andet Lokalavisen Favrskov, gik ud af 2021 med et millionoverskud.

Samfund

Jyllands-Postens Lokalaviser, der står bag 12 ugeaviser i Østjylland og en række nyhedssites, herunder Lokalavisen Favrskov og favrskov.lokalavisen.dk, kom ud af 2021 med et resultat før skat på 13,8 millioner kroner. Selskabet betegner udviklingen i driften som ”meget tilfredsstillende”.

Nettoomsætningen steg 8 pct. til i alt 72 millioner kroner. Erstatningen for annoncetabet som følge af corona-nedlukningen udgjorde 3,6 millioner kroner.

Årsagen til den sunde økonomi er en kombination af den lokale opbakning fra både læsere og handelsliv i blandt andet hele Favrskov Kommune samt en unik udbredelse, forklarer administrerende direktør Rasmus Blegvad.

»Landsdækkende annoncører ser i stigende grad den samlede værdi af gennemslagskraften i Jyllands-Posten samt den store rækkevidde og læsernes engagement i lokalavisen,« siger han.

Som en del af selskabets vækststrategi overtog Jyllands-Postens Lokalaviser i september Din Avis Randers. Siden er avisen vokset markant, og indholdet er under stadig udvikling til glæde for både annoncører og læsere.

»I alle vores titler udfordrer vi hver dag opfattelsen af, hvad gratis lokaljournalistik også kan være. Vores publicistiske pejlemærker er relevant og kritisk journalistik med afsæt i det lokale hverdagsliv, som vi også vil inspirere borgerne til at tage endnu mere del i. Vi skaber troværdige og aktive medier og er dermed en lokal og attraktiv samarbejdspartner,« siger ansvarshavende chefredaktør Morten Nystrup.

Jyllands-Postens Lokalaviser forventer en resultatfremgang i ordinær drift på 10-15 pct. i 2022 og har ambitioner om at udvikle fremtidens lokale medier yderligere. Både hvad angår deres bidrag til den lokale sammenhængskraft, men også i de trykte og digitale produkter.

»Særligt digitalt har vi et større, uindfriet potentiale,« fastslår Rasmus Blegvad.