Fortsæt til indhold

Sparekassen Danmark vægter stadig lokal forankring højt

I sit første årsregnskab nåede den nye sparekasse et resultat før skat på 1,25 mia. kr.

Samfund
gs

»Når det går sparekassen godt, kommer det de lokalsamfund til gode, hvor vi er til stede. For en del af de penge, sparekassen tjener, vender tilbage til de lokalsamfund, hvor pengene er tjent.«

Det vigtige er, at vi medarbejdere over for vores kunder optræder lige så nærværende, personlige og tilgængelige, som vi gjorde i begge de fusionerede pengeinstitutter førhen. Og det var faktisk et af motiverne til at fusionere; at sikre en ballast, der kan sikre vores lokale tilstedeværelse.
Morten Greve, afdelingsdirektør i Sparekassen Danmarks afdeling i Galten

Det påpeger afdelingsdirektør Morten Greve fra Sparekassen Danmarks afdeling i Galten – som en kommentar til sparekassens årsregnskab for 2021, som blev offentliggjort for nylig. Her landede Sparekassen Danmarks årsresultat ifølge en pressemeddelelse på 1,25 milliarder kroner før skat og 1,0 milliard efter skat. Og en del af overskuddet kommer til at gavne almennyttige projekter.

Fusion

Sparekassen Danmark er resultatet af en fusion i september 2021 mellem Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank A/S. Ved udgangen af 2021 havde Sparekassen Danmark 300.260 kunder, hvoraf 77.622 var garanter.

Sparekassen Danmark er dermed landets største garantsparekasse og Danmarks ottendestørste pengeinstitut med 1.200 medarbejdere.

»Men det er ikke vigtigt for vores kunder, hvor store vi er. Det vigtige er, at vi medarbejdere over for vores kunder optræder lige så nærværende, personlige og tilgængelige, som vi gjorde i begge de fusionerede pengeinstitutter førhen. Og det var faktisk et af motiverne til at fusionere; at sikre en ballast, der kan sikre vores lokale tilstedeværelse,« siger afdelingsdirektør Morten Greve.

Får en rente

Af årets overskud indstiller sparekassens bestyrelse, at garanterne får en rente på 3 procent p.a. af deres indskud. Det svarer til 109 millioner kroner.

»Dermed tilføres de lokalområder, hvor sparekassen gør sine forretninger, 34 millioner kroner til almennyttige, velgørende og udviklende initiativer,« fortæller afdelingsdirektøren.

Sagen er nemlig den, at 44 procent af garantkapitalen i Sparekassen Danmark er ejet af en række lokale sparekassefonde, som er blevet til i forbindelse med fusioner og overtagelser op gennem årene. Fondenes formål er netop at støtte udviklingen i hver enkelt fonds lokalområde.

»I 2021 har Galten-fonden støttet op om mange forskellige initiativer – 25 initiativer modtog mere end 500.000 kroner,« oplyser Morten Greve.

Skulpturen ”Drømmeren” er købt i forbindelse med SkulpturBy Galten 2021. Den står nu og pynter ved Sparekassen Danmarks afdeling:

»Derudover har vi blandt andet støttet op om Galten FS Fodbold, BIO-Huset, Herskind Borgerforening, Klank Svømmehal, Galten-Skovby Minigolf og mange, mange flere.«

”Ambitionen er, at fondene på sigt skal modtage 100 millioner kroner om året i garantrente. Når beløbet er mindre i år, skyldes det blandt andet, at de fonde, som før fusionen var aktionærer i Jutlander Bank, jo kun har været garanter i sparekassen i fire måneder af 2021 – og derfor kun får garantrente for fire måneder”, forklarer Morten Greve.

Bæredygtig strategi

Sparekassen Danmarks forretningsmodel bygger på at skabe værdi for kunderne og styrke de lokalsamfund, som den er en del af.

Det gjaldt også i begge de to, nu sammenlagte pengeinstitutter.

»I 2022 er vores bestyrelse gået i gang med en proces, hvor den fremtidige strategi for Sparekassen Danmark skal fastlægges. Det ligger allerede nu fast, at bæredygtighed bliver et gennemgående tema. For eksempel er der allerede vedtaget en Ansvarlig Indkøbspolitik,« fortæller afdelingsdirektør Morten Greve.

Årsrapporten – og fastsættelsen af garantrenten – skal godkendes af sparekassens repræsentantskab, der holder møde 29. marts.