Fortsæt til indhold

Sender 30 ambulancer til Ukraine, Moldova og Polen

Den danske redningskoncern Falck donerer nu 30 ambulancer til Ukraine og nabolandene Moldova og Polen. Her skal ambulancerne indgå i de lokale beredskaber og håndteringen af tilskadekomne borgere og flygtninge.

Samfund
af

Falck har valgt at donere 30 ambulancer til Ukraine og nabolandene Moldova og Polen.

Her skal ambulancerne indgå i de lokale beredskaber og håndteringen af tilskadekomne borgere og flygtninge.

60 frivillige brandmænd, ambulance- og assistancereddere fra Falck vil fredag køre ambulancerne til Polen, hvor de efterfølgende vil blive overdraget til de lokale beredskaber.

Det meddeler Falck i en pressemeddelelse.

Efter planen vil den større karavane af ambulancer køre fra Danmark fredag – ambulancerne ventes at ankomme til Polen natten til lørdag eller tidligt lørdag morgen.

Her vil størstedelen af ambulancerne blive overdraget til de lokale myndigheder i Lublin i det sydøstlige Polen.

Og herefter vil Falck-medarbejdere fra Polen sørge for, at syv ambulancer transporteres videre til Moldova.

»Det er en frygtelig situation, vi er vidne til i Ukraine. Vi vil gerne hjælpe, og derfor har Falck besluttet at donere 30 ambulancer til beredskaberne i og omkring Ukraine, så de har udstyr og mulighed for at tage hånd om de tilskadekomne. Jeg er overvældet over vores medarbejderes dedikation til at hjælpe – over 500 medarbejdere har frivilligt tilbudt at hjælpe med at køre ambulancerne til Polen, hvilket også gør et utroligt stort indtryk på mig,« udtaler Jakob Riis, administrerende direktør i Falck i pressemeddelelsen.