AGF vil endnu tættere på talent-toppen
Martin Bloch, head of coaching hos AGF, er tilfreds med talentudviklingen hos 'de hviie', men vil gerne have klubben længere op på ny DBU-rangliste
Talentudvikling AGF ligger nummer syv. Ja, det kan godt være, at klubbens Superliga-trup i øjeblikket vel nok er den største favorit til at snuppe bronzemedaljerne især efter søndagens udesejr over FC Midtjylland. Men ser man på talentudviklingen, så ligger AGF altså udenfor top-seks i Danmark. Det fremgår i hvert fald af DBU’s nye klublicenssystem, hvor årets liste blev udsendt i sidste måned. Her er 47 danske klubber rangeret efter, hvordan de klarer sig i forhold til talentudvikling.
AGF henter ny direktør hos Jyllands-Posten
Før i tiden fik klubberne et bogstav, men sidste år lancerede DBU det nye licenssystem, hvor AGF på den første liste lå på en 11.-plads. I år er klubben så hoppet fire pladser op, men ifølge head of coaching Martin Bloch, så skal en klub af AGF’s størrelse længere op på listen.
”Det står ikke stille her. Vi vil gerne flytte det endnu mere, og der er et stort potentiale i AGF. Vi kan sagtens skrue på flere knapper i dagligdagen, og det arbejder vi stenhårdt på,” fortæller han.
Den første i AGF
I et år har Martin Bloch haft titlen head of coaching som den allerførste nogensinde i AGF. Hans primære opgave er at stå for den sportslige retning i klubbens talentudvikling, så de aftaler, der er indgået mellem de forskellige ungdomstrænere, faktisk også er dem, der foregår ude på AGF’s træningsbaner, og så skal han sørge for, at endnu flere spillere går fra at være ungdomsspiller i Aarhus til at få Superliga-debut for ’de hviie’.
100 år med Aarhus Stadion
”Vi skal sikre som stor klub, at vi har nogle spillere, der er klar til at træde ind på Superliga-holdet. Spillere, som er uddannet dygtigt nok, så de kan klare sig til et at spille Superliga-kampe,” fortæller Martin Bloch og fremhæver den 19-årige Albert Grønbæk Erlykke, som for nylig fik debut for AGF i landets bedste fodboldrække.
Han er det seneste eksempel på spillere, der er gået fra ungdomsfodbold i AGF til Superliga. Et andet eksempel er Benjamin Hvidt, som kom til klubben i 2012, og siden dengang er gået fra U12-spiller til at være tæt på AGF’s startopstilling i Superligaen.
Hård konkurrence
Det er eksempler som disse, Martin Bloch gerne vil se endnu flere af i fremtiden, men han erkender samtidig også, at konkurrencen om at holde på de store talenter er hård i det midtjyske. Især en klub som FC Midtjylland gør det godt. Ikke bare i området, men på landsplan, og det afspejler sig også i DBU’s licenssytem, hvor FC Midtjylland er rangeret på en tredjeplads.
”Undskyld - det var ikke meningen”
”Talentudviklingen i Danmark inden for de seneste ti år gør, at der er skarp konkurrence her lokalt og lidt udenfor. De andre klubber opprioriterer jo også. De vil også gerne være de bedste til talentudvikling, så det er klart, at vi kan ikke bare læne os tilbage. Vi er nødt til at tage kampen op og satse på, at vi kan lave et miljø, der gør, at vi holder spillerne her,” fortæller Martin Bloch, som gerne vil undgå, at AGF ser kommende Superliga-stjerner forlade klubben, før de får debut på førsteholdet, som det skete med Viktor Fischer, der forlod AGF til fordel for lige netop FC Midtjylland.
FAKTA: UGENTLIG PODCAST OM AGF
Hele interviewet med head of coaching Martin Bloch kan høres i episode 12 af ’KSDH’, som er Jyllands-Postens podcast om AGF. Hver uge vender værterne Mikkel Hemmer-Hansen og Jonas Wrede Hansen de seneste nyheder og går i dybden med aktuelle emner, der altid omhandler ’de hviie’ fra Fredensvang. Hør ’KSDH’ dér, hvor du normalt lytter til podcasts eller på jp.dk/ksdh.