Madspild: Gitte samler mad til dem på Djursland, der intet har

Gitte Severin løfter kassen med grøntsager, men sætter den ned igen.

»Jeg skal ikke løfte de her kasser. Min krop kan ikke holde til det.«

Hun er spinkel, selv om hun er pakket godt ind i skibukser og ekstra jakker. Hun døjer med alverdens skavanker, men der er ikke noget skrøbeligt over hverken hendes blik eller stemme. Begge dele brænder igennem, især når hun griner højt eller fortæller om, hvorfor hun hjælper fattige med at få mad på bordet.

»Når man har været, hvor jeg har været, så gør man sådan noget her. Jeg har for alvor haft røven i vandskorpen og prøvet at være sulten,« fortæller hun.

For flere år siden oplevede Gitte Severin at ryge ud af arbejdsmarkedet og gå ned med depression. Hendes krop reagerede på den pludselige inaktivitet og begyndte at gå i stykker her og der.

»I den periode havde jeg ingen penge og ingen mad, så jeg begyndte at skralde. Og når man først har set det indvendige af en container, så forsvinder forfængeligheden altså.«

Det var også her, at Gitte Severin oplevede, hvor meget mad, der bliver smidt ud.

»Så startede jeg projekt »Stop madspild.« Det giver bare så meget mening at reducere mængden af udmærket mad, der ellers bare skal smides ud og så hjælpe andre og samtidig.«

Kvickly og Aldi

Det har hun nu altid gjort, fortæller hun. Hjulpet altså. Og det er ikke bare en gang i mellem. Det er hver eneste dag, at 59-årige Gitte Severin kører til enten Kvickly eller Aldi i Ebeltoft og henter de kasser med varer, som de har sat frem til hende.

»Det er datovarer, brød, frugt og grønt, som butikkerne ikke må sælge, men som ikke fejler noget som helst,» siger hun, og viser varerne frem, som hun lige har hevet ud af Kvicklys lager på rampen ved vareindleveringen. Der er blandt andet appelsiner, otte bakker med jordbær, økologiske avocadoer, bananer, kartofler, knoldselleri. Varer, som ville få selv den mest velassorterede grøntsagsskuffe til at savle lidt af misundelse.

»Så mange ting får vi tit. Det her er meget almindeligt,« siger Gitte Severin.

Ingen fra Kvickly hæver et øjenbryn over, at hun og hendes hjælper 26-årige Kasper Mikkelsen går ind og ud ad bagindgangen. Det er fordi, de er her hver dag. Hver eneste morgen kører Gitte Severin nemlig direkte fra sit fleksjob som rengøringsassistent på Lundbergs Spisehus og direkte til Kvicklys varerampe.

›Ja, altså lige undtagen om søndagen, der holder hun fri,«siger Kasper Mikkelsen, imens han med et smil laver fingerfagter og sætter ordet »fri« i citationstegn.

Gitte Severin slår en høj latter op.

»Ja, jeg er nok ikke så god til at sætte mig ned og lave ingenting. Jeg skal holdes i gang. Og der skal jo hentes mad ved Aldi om søndagen.«

Næstehjælp

Kasper Mikkelsen er selv kontanthjælpsmodtager.

»Gitte har altid hjulpet mig, så nu hjælper jeg hende med at hjælpe andre,» forklarer han.

»Så har du også noget at få dagen til at gå med,« svarer hun med et smil, mens de får de sidste varer læsset ind bagi bilen, som inden længe drøner hjem mod huset i Boeslum.

Under et halvtag i indkørslen sorterer de maden og lægger det i kasser på en hylde, som Kvickly har doneret. Nogle gange laver de færdigpakkede madposer med forskellige varer i.

Inden varerne afhentes, lægger hun lidt til side til sig selv.

»Jeg må gerne tage for eksempel 30 kroner for dét, der svarer til en bærepose mad, men jeg tager aldrig noget for det. I stedet tager noget af maden til mig selv. På den måde sparer jeg lidt penge i husholdningsbudgettet, så der er til benzin, når jeg skal ud at hente maden.«

Når der er taget billeder af dagens udvalg, lægger hun dem op i Facebookgruppen »Stop madspild for næstehjælpere og udsatte på Djursland.«

»Så er der nogle af medlemmerne, det er tit forskellige hver dag, der skriver, at de gerne vil hente i dag, og så udvælger jeg fire-fem stykker ud fra, hvor meget de trænger, og hvornår de sidst har hentet og sådan nogle ting,« forklarer hun.

En af dem er Sommer. Sommer bor i Grenaa, er førtidspensionist som følge af blandt andet autisme og piskesmæld, og opdagede madspildsgruppen på Facebook for en måneds tid siden.

»Jeg har hentet mad gennemsnitligt en gang om ugen, tror jeg, og det gør en kæmpe forskel for mig økonomisk. Jeg er så lykkelig for, at jeg må være med. Også fordi jeg synes, at hele projektet er en god ide, for jeg kan ikke holde ud at tænke på al den mad, der hver dag bare bliver smidt ud på grund af en eller anden lov om, at man ikke må give mad væk.«

Sommer ville ønske, hun selv havde overskud til at lave noget lignende i Grenaa.

Der er jo masser Der

Der er jo masser af mennesker som mig, som er økonomisk pressede. Ikke mindst med de stigende priser på mad og benzin og el. Det, Gitte gør, er jo ret fantastisk, og det burde jo blive spredt ud til hele landet.«