Fortsæt til indhold

Historisk aftale præsenteret på skelsættende pressemøde: Skal stemme om forsvarsforbeholdet den 1. juni

På et pressemøde fredag aften præsenterede Mette Frederiksen (S) og en række andre partiledere en historisk forsvarspolitisk aftale, som bl.a. medfører, at danskerne skal stemme om EU-forsvarsforbeholdet den 1. juni.

Samfund
af

På et pressemøde søndag aften kunne statsminister Mette Frederiksen (S) bl.a. meddele, at danskerne skal til folkeafstemning om EU-forsvarsforbeholdet den 1. juni.

»Vi anbefaler danskerne meget klart at afskaffe forsvarsforbeholdet,« understregede Mette Frederiksen ifølge TV 2 på pressemødet.

»I vores optik hører Danmark hjemme i hjertet af vestens sikkerhedspolitiske samarbejder,« sagde statsministeren.

På pressemødet var Mette Frederiksen flankeret Jakob Ellemann-Jensen (V), Pia Olsen Dyhr (SF), Sofie Carsten Nielsen (R) og Søren Pape Poulsen (K).

Stor forsvarspolitisk aftale

Forsvarsforbeholdet har eksisteret siden 1992, hvor et flertal af danskerne dengang stemte nej til Maastricht-traktaten.

Det betyder bl.a., at Danmark ikke er en del af selskabet, når militære operationer drøftes i EU-regi. Danmark deltager samtidig ikke i EU’s militære operationer – og Danmark hverken finansierer eller stiller soldater til rådighed i forbindelse med EU-ledede konflikter.

Pressemødet søndag aften var kulminationen på de seneste dage forhandlinger mellem Mette Frederiksen og de øvrige partiledere i forhold til en ny, stor forsvarspolitisk aftale. En aftale der er blevet forhandlet på plads i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Uafhængig af russisk gas

De fem partiledere meddelte desuden, at man er nået til enighed om at Danmark – gerne så hurtigt som muligt – i fremtiden skal gøre sig uafhængig af russisk gas.

»Det er sagt før, at energipolitik ikke bare er energipolitik. Det er i høj grad også blevet sikkerhedspolitik. Derfor har vi besluttet, at Danmark skal gøres uafhængig af russisk gas,« sagde Mette Frederiksen ifølge B.T. på pressemødet.

Samtidig vil der over de næste to år blive afsat syv milliarder kroner til at håndtere den nuværende sikkerhedssituation – som følge af krigen i Ukraine.

Derudover er partierne blevet enige om, at Danmark hvert år fra 2024 skal spendere flere penge på forsvarsudgifterne, indtil man i 2033 når op på to procent af bruttonationalproduktet.