Lykkelig besked til familien: Efterlyst kvinde fra Aarhus fundet igen
Både familie og politi oplyser, at den 36-årige Rachel fra Aarhus nu er fundet igen
Den 36-årige Rachel, som i sidste uge i et offentligt opslag på Facebook blev meldt savnet af sin svigerinde, er fundet igen. Det oplyser svigerinden, Gunnleyg Berg Reeckmann, til Lokalavisen Aarhus, og det samme bekræfter Østjyllands Politi.
”Hun er fundet i god behold, og de pårørende er blevet underrettet,” fortæller Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus, som desuden oplyser, at Rachel blev fundet tirsdag først på eftermiddagen.
Jacob Christiansen vil ikke oplyse, om det var den savnede kvinde, der selv gav sig til kende.
”Jeg ønsker ikke at komme nærmere ind på omstændighederne,” siger han.