Skumle typer indtog fest i Mindeparken, og pige har anmeldt voldtægt: "Det er forfærdeligt"
Op til 400 unge var onsdag aften og natten til torsdag samlet til en stor, uorganiseret fest i Mindeparken, som hverken Aarhus Kommune eller politiet på forhånd var blevet underrettet om af arrangørerne
”Jeg snakkede bare med en kammerat, om vi ikke skulle holde en fest. Vi gad ikke holde en privatfest på grund af, at det nok ville genere naboer, så jeg tænkte, at vi bare kunne holde den et offentligt sted, og så var Mindeparken oplagt. Vi oprettede en begivenhed på Facebook, og så inviterede folk bare hinanden, og pludselig var der cirka 1000, der havde vist interesse for den.”
Hvis jeg havde vidst, at sådan noget ville ske, havde jeg aldrig holdt festen
Sådan forklarer Mikkel Bo Andersen, hvordan en fest i Mindeparken i Aarhus udviklede sig fra en sjov idé for en halvanden uge siden til den store ukontrollerede fest onsdag aften og natten til torsdag, hvor en pige anmeldte en voldtægt til politiet, flere fik stjålet tasker og et par gæster oplevede overfald.
20-årige Mikkel Bo Andersen, der arrangerede festen sammen med en ven, er dagen derpå overrasket over, hvordan det hele udviklede sig og er utrolig ked af, at en pige har anmeldt en voldtægt.
Anmeldelse: 16-årig pige voldtaget i Mindeparken
”Det er forfærdeligt. Hvis jeg havde vidst, at sådan noget ville ske, havde jeg aldrig holdt festen,” slår han fast overfor Lokalavisen Aarhus.
Intet overblik over gæsterne
Festarrangøren fortæller, at det hele startede stille og roligt onsdag aften, hvor de første gæster kom ved 18-tiden. Hurtigt blev få gæster til flere hundrede, og Mikkel Bo Andersen vurderer, at der var omkring 400 gæster, da der var flest.
”Da det begyndte at blive mørkt, kom der nogle skumle typer, som ikke skulle have været med. Jeg fik stjålet en taske, og der var andre, som også fik stjålet ting,” fortæller festarrangøren, som erkender, at det var svært at holde et overblik over, hvem der var med til festen.
En af de flere hundrede unge mennesker, som var til stede ved den store fest i Mindeparken, var 16-årige Noah Hvelplund Grejsen. Han havde fundet begivenheden på Facebook og tog af sted sammen med tre af sine venner. Han oplevede størstedelen af festen som meget hyggelig og med en god stemning, men ud på aftenen kom Noah Hvelplund Grejsen også ud for en ubehagelig episode.
”Personligt oplevede jeg, at en gruppe kom og ville stjæle min taske og min vens taske. Min ven blev faktisk slået i hovedet og fik et knæ i ryggen. Vi gik stille og roligt væk, og så skete der ikke mere,” fortæller han til Lokalavisen Aarhus.
Festen var ikke meldt til politiet eller kommunen
Flere gange var politiet forbi festlighederne i Mindeparken for at tjekke, om alt forløb fredeligt. Men ifølge Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, så havde Mikkel Bo Andersen og hans ven ikke gjort politiet opmærksom på, at de holdt festen, hvilket ellers er normalt. Hun oplyser, at en person, som ikke havde noget med festen at gøre, på Twitter havde fortalt om festen til politiet.
”Hvis man ved, at man er mange samlet på samme sted, så er det god kutyme og ret almindeligt, at man kontakter dem, der nu har arealet, og det er jo her Aarhus Kommune, for at spørge om lov til at bruge det til sådan en fest. Dernæst skal man også kontakte politiet, så vi kan foretage en vurdering af, om det er noget, der skal sættes ressourcer af til,” fortæller hun til Lokalavisen Aarhus.
Aarhusianere demonstrerer imod burkaforbuddet
Mikkel Bo Andersen erkender, at han ikke havde gjort hverken politiet eller Aarhus Kommune opmærksomme på den store fest.
”Nej, det havde vi ikke. Jeg havde været inde at læse om det på Aarhus Kommune, og der fik jeg den opfattelse, at det kun skulle meldes, hvis det var nogle store begivenheder som ’Classic Car Race’,” fortæller han og tilføjer, at han blev klogere torsdag morgen, da Aarhus Kommune ringede til ham.
”De ringede og sagde, at sådan noget skal man melde på forhånd. Der skulle også have været noget oprydning. Vi tog derud for at rydde op, men der havde Aarhus Kommune allerede gjort det for os. Det kommer ikke til at koste noget denne gang, men det gør det næste gang, har jeg fået at vide,” fortæller Mikkel Bo Andersen, som forsikrer, at han tager den løftede pegefinger fra kommunen alvorligt.
Det er der også god grund til at gøre, påpeger Jeanette Løv Rasmussen fra Østjyllands Politi.
”Når der er så mange mennesker samlet et sted, så er det relevant at kigge på, om der skal laves nogle sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at alt foregår i god ro og orden,” fortæller hun.
Ingen naboklager
Udover den alvorlige voldtægtsanmeldelse fra en 16-årig pige til festen har politiet ikke fået andre anmeldelser, oplyser Jeanette Løv Rasmussen.
”Det er vores indtryk, at de opførte sig pænt og ordentligt, og at det foregik roligt. Der er ikke anmeldt andre ting, og der står heller ikke noget om støjklager i den rapport, jeg sidder med,” fortæller hun.
Ifølge Mikkel Bo Andersen forsøgte han også at gøre festen så lidt til gene for folk i området som overhovedet muligt.
”Vi holdt os langt væk fra naboer, så vi kunne høre højt musik, uden det generede dem,” fortæller han, men tilføjer samtidig, at der nok går et stykke tid, før han igen arrangerer samme slags fest.
”Jeg skal i hvert fald lige have snakket med Aarhus Kommune inden, og så skal oprydningen være 100 procent på plads,” lyder det fra ham.
Også 16-årige Noah Hvelplund Grejsen, der var gæst til festen, tager et par ekstra foranstaltninger, næste gang han hører om en stor, uorganiseret fest i Aarhus, efter det han og hans ven oplevede.
”Det var i hvert fald ubehageligt, og det var en træls situation, så jeg vil nok passe ekstra på en anden gang,” fortæller han.