Aarhus-forfatter er aktuel med vilde, virkelige historier: »Om morgenen var der store fodspor omkring bilen«

Jesper Grønkjær bor til daglig i et villakvarter i Brabrand med ligusterhække og grill i haven. Fra tid til anden pakker han kufferten, tager sine børn i hænderne og rejser til nogle af klodens fjerneste egne.

»Det kan ikke være mere kontrastfyldt,« griner forfatteren i røret og fortsætter:

»Og der er det, jeg gerne vil vise mine unger – at der er et andet liv.«

Det er der nu kommet en ny bog ud af, der hedder ’Mød verden med dine børn – 20 fortællinger fra Eventyrernes Klub’, der udkommer i marts.

Nordkoreanernes røde næser

Jesper Grønkjær har krydset grænser som tryllekunstner i mange år. Hvilket land, han rejste til, spillede ikke den store rolle for det fællesskab, som han efterstræbte:

»Smilet er det sprog, vi taler på tværs af landegrænser, hudfarve og religion. Med det rejser jeg ud til diktaturer, fængsler, lossepladser og mange andre steder,« fortæller Jesper Grønkjær.

Det har resulteret i grinende nordkoreanske vagter, der lod sig iføre klovne næser. Og en kannibalhøvding i Ny Guinea, der klukkede over danskerens magi. Det har han skrevet bøger om. Den nye er en anelse anderledes.

For nu er børnene i fokus. Og 20 andre rejsende fra en eksklusiv klub, der tager deres unger med ud i verden.

Eventyrernes Klub

Som den eneste aarhusianer er Grønkjær optaget i Eventyrernes Klub. En klub for »globetrottere og pionerer af forskellig støbning. Mænd, som er drevet af nysgerrighed og fortælleglæde«, som der står på klubbens hjemmeside.

Klubmedlemmer og fortællere i bogen tæller blandt andre Rane Willerslev, Andreas Mogensen, Mikkel Beha og Bjørn Harvig.

Fælles for dem er, at de er draget af eventyrtrang og udlængsel til at opleve verden. En anden afgørende ting, de har til fælles, er, at de alle er fædre:

»Vi bliver tit omtalt som sådan nogle machomænd, der rejser ud i verden. Men vi er også bløde familiefædre,« fortæller Jesper Grønkjær over telefonen.

Og det beretter mændene om i bogen. Om rejserne, der udvikler både far og barn, om anekdoter og betragtninger, der både ses gennem de voksnes og børnenes øjne.

Mikro- og makro-eventyr

»Der er forskel på dengang, hvor de første eventyrer stak af og efterlod kone og børn i månedsvis på halsbrækkende ekspeditioner. Jeg tager på rigtig mange mikroeventyr i Danmark med mine børn – de er 11 og 13 år. For eksempel tog min søn og jeg ud for at lede efter ulve. Og vi fandt faktisk en,« siger han begejstret i telefonen.

»Og min datter var 12 år, da vi fandt en grotte 100 meter under jorden, hvor vi sov med flagermus omkring os i mørket.«

»Der er masser at muligheder for at lave noget med sine børn, hvis man gider.«

Men mikro kan sagtens blive til makro, og det eventyr, som Jesper Grønkjær tager på i sin bog, er langt væk fra de danske flagermus. Det handler om skorpioner i Namibia og et stammefolk uden cpr-numre.

Fodspor i sandet

I bogen gik turen til Afrika. Far, mor og børn tog afsted og delte oplevelser, der gav anledning til refleksion:

»Da vi var på turen i bogen, kørte vi i en firhjulstrækker i Namibia på ikke-eksisterende veje. Vi blev kastet rundt i bilen. Om aftenen havde vi telte på taget og sov midt i naturen. Om morgenen var der store fodspor omkring bilen og en skorpion på vej ind i det ene telt. Og der slog det mig – kan jeg være det her bekendt?« spørger forfatteren sig selv og holder en kort pause.

»Men ved du hvad,,« fortsætter han så:

»Du kan også blive ramt af en spritbilist på Randersvej.«

»De ser glade ud«

Kontrasterne mellem danskerne og stammefolket i Namibia, blev tydelige i de spørgsmål, hans børn stillede og i de konstateringer, de lavede.

»Min søn spurgte, hvor gamle børnene i stammen var. Ingen kunne svare – de forstod ikke spørgsmålet. De anede ikke, hvornår de var blevet født.«

Stammen havde ingen strøm, ingen huse af mursten, ingen tanker på Ukraine, ingen stigende gaspriser. Det var lige så ikke-eksisterende hos stammen, som de veje, firhjulstrækkeren havde kørt på.

Datteren lagde mærke til det og sagde:

»De ser glade ud.«

Brabrand eller Borneo

Ingen fra Grønkjær-klanen er rejsemættede. For til april tager familien afsted igen. Denne gang bliver det junglen i Costa Rica, der skal udforskes i nogle uger:

»For mig handler det om, at jeg har en nysgerrighed på livet omkring mig og elsker ukendt terræn. Jeg vil se, hvad der er på den anden side af bjerget, og jeg vil smage alle frugterne på hylden. Det er dér, jeg lærer nyt om mig selv. Dér, jeg kan mærke blodet bruse i mine årer, og eventyret banke i mit hjerte. Det vigtige er ikke, om det sker i Brabrand eller Borneo, Horsens eller Hongkong. Derfor søger jeg også eventyr med børnene i hverdagen.«