Erhvervsforening tilfreds med placering i måling
Norddjurs Kommune nummer 38 ud af 91 danske kommuner i erhvervsklimamåling.
Målinger af de danske kommuners erhvervsklima bliver der flere og flere af. Som regel udført af en interesseorganisation med ønske om at påvirke tingene i organisationens retning, og nogle af dem fortolkes - og overfortolkes - i en grad, som man skulle tro de var skrevet af Gud.
Seneste skud på stammen er en måling fra SMV Danmark - organisationen for små og mellemstore virksomheder. Og resultatet af den, placerer Norddjurs Kommune på en placering som nummer 38 ud af 91 deltagende kommuner.
Resultatet er der tilfredshed med hos den lokale erhvervsforening Erhverv Grenaa.
Mange lokale virksomheder oplever stigende aktivitet og er inde i en god udvikling. Det er meget positivt, og medfører også øget samarbejde, dialog og indsigt mellem kommunen og den enkelte virksomhedMette Haase Lindhardt
Knap 2500 små og mellemstore virksomheder har i en undersøgelse fra den landsdækkende organisation givet deres syn på, hvor SMV-venlig deres kommune er.
26 parametre
Undersøgelsen tager udgangspunkt i 26 forskellige parametre for grundlæggende erhvervsvilkår, som er udvalgt af organisationens medlemsvirksomheder.
»Der hvor Norddjurs konkret placerer sig helt i toppen er på håndtering af erhvervsaffald, parkeringsmuligheder, prisen på erhvervslejemål og gebyrer,« fortæller formand for Erhverv Grenaa, advokat Mette Haase Lindhardt, der glæder sig over, at vurderingen af kommunen ligger pænt over midterfeltet.
»Mange lokale virksomheder oplever stigende aktivitet og er inde i en god udvikling. Det er meget positivt, og medfører også øget samarbejde, dialog og indsigt mellem kommunen og den enkelte virksomhed,« siger hun.
Her er det så på sin plads at bemærke, at siden undersøgelsen blev lavet, har Reno Djurs som udførligt omtalt i avisen ændret sin måde at beregne prisen for modtagelse af erhvervsaffald på - med mange negative reaktioner til følge.
Nyt erhvervsudvalg
Erhverv Grenaas bestyrelse har klare forventninger til det nyoprettede erhvervsudvalg, der er etableret af den nye kommunalbestyrelse.
»Vi har været i positiv dialog med flere af udvalgsmedlemmerne og er overbeviste om, at der er en stigende opmærksomhed på de rammevilkår, vi som lokalt erhvervsliv skal fungere i,« siger Mette Haase Lindhardt.
Hun fortæller også, at der de sidste par år, er etableret en konstruktiv dialog mellem foreningen, dens medlemmer og de lokale beslutningstagere og ledende medarbejdere i forvaltningerne.
»Den øgede åbenhed smitter givetvis af på flere virksomheders syn på kommunens håndtering af rammevilkårene,« siger formanden for Erhverv Grenaa.