Arne Würgler og det røde sangkor klar til at vælte regeringen
Enhedslisten Syddjurs kommer med en opsang på kvindernes internationale kampdag
SYDDJURS Enhedslisten Syddjurs kan næsten ikke vente på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskriver folketingsvalg.
Enhedslisten inviterer til opsang før valget på kvindernes internationale kampdag fredag 8. marts 19.00 – 22.00 i auditoriet på Kalø Højskole i Rønde. Ligestilling mellem kønnene og klimaet er to af de temaer, som optager Enhedslisten Syddjurs. Det vil præge mødet, hvor Det røde sangkor fra Aarhus omsætter aftenens temaer til sang og ballade og venstrefløjs-veteranen, musiker og komponist Arne Würgler synger smukke sange og nogle fra dengang, drømmen om en sjovere og bedre verden hørte tiden til. Ind i mellem sangene læser denne trio den siddende regering teksten:
Nana Højlund Skjødt, næstformand i FOA, Randers taler om kvindekampen
Anne Hegelund, folketingskandidat i Østjylland taler om kvindekampen og valget
Jesper Yde Knudsen, byrådsmedlem og folketingskandidat taler om valget
Enhedslisten stiller et speakers corner op i form af en ølkasse og inviterer også alle andre til at komme og tale derfra, hvis de vil.