Tre lokalpolitikere riddere af Dannebrogordenen
Per Dalgaard, Gunnar Sørensen og Kirstine Bille kan nu kalde sig riddere af Dannebrogordenen
SYDDJURS Per Dalgaard (DF), Gunnar Sørensen (V) og Kirstine Bille (SF), alle medlemmer af Syddjurs Byråd, bliver hædret onsdag aften efter byrådsmødet på Rådhuset i Ebeltoft.
Alle tre er blevet benådet med ridderkors og kan nu kalde sig riddere af Dannebrogordenen. Dannebrogordenen er en dansk ridderorden, som blev oprettet i 1671 af kong Christian 5.
Ordenen uddeles typisk til officerer, diplomater, embedsmænd og politikere for tro tjeneste.
Markeringen finder sted efter byrådsmødet cirka kl. 17.00 i cafeen ved foyeren på Ebeltoft Rådhus.
Borgmester Ole Bollesen vil hylde de tre seniorpolitikere med en lille tale efter byrådsmødet.
Der vil være kransekage med cremant og efterfølgende tapas i stedet for den traditionelle middag efter byrådsmødet.
Dronningen beslutter
Det er Økonomi- og Indenrigsministeriet, der behandler anmodninger om Dannebrogordenens Ridderkors (og højere grader) til borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer, regionsrådsformænd og regionsrådsmedlemmer, direktører og øvrige chefer i kommuner og regioner samt i Økonomi- og Indenrigsministeriets departement og underliggende styrelser.
Kommunen sender simpelthen en skriftlig begrundet anmodning, der stiles til departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Hvis departementschefens imødekommer en anmodning om dekorering sendes en erklæring til den indstillede, således at ministeriet kan indhente oplysninger fra kriminalregistret.
Hvis der ikke er relevante oplysninger om den indstillede i kriminalregistret, sender departementschefen indstillingen til Hendes Majestæt Dronningen.
Det er Hendes Majestæt Dronningen, der tager endelig stilling til eventuel tildeling af en orden. Den indstillede får direkte besked fra Ordenskapitlet, hvis indstillingen bliver imødekommet.
”(...) selv når hun (Dronningen, red.)slog så var hun god/for man blev ridder af Dannebrog/det højeste man ku’ nå,” som Shu-bi-dua skrev det i deres hyldestsang til Dronning Margrethe i nummeret ’Sorgenfri’ fra 1980.
Folkets tjenere
Syddjurs-trioen har været med i Syddjurs Byråd siden kommunens fødsel. Alle tre blev valgt ind i byrådet ved det første valg i 2005, og er siden blevet genvalgt ved valgene i 2009, 2013 og 2017.
Før kommunalreformen havde de allerede startet deres politiske karriere. Per Dalgaard nåede således en periode i Midtdjurs Kommunalbestyrelse, mens både Kirstine Bille og Gunnar Sørensen debuterede i lokalpolitik i kommunalbestyrelsen i den daværende Ebeltoft Kommune.
Det var allerede kendt i efteråret 2018, at Per Dalgaard og Kirstine Bille kunne kalde sig riddere af Dannebrogordenen. Gunnar Sørensens ridderslag er først kommet senere. Sagsbehandlingstiden er traditionelt fire måneder for den slags, kan man læse på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside.