Bæredygtighedsudvalg klar med ti eksperter
Syddjurs Byråd godkender onsdag den endelige sammensætning af det udvalg, der gerne skal komme med et arsenal af bæredygtige forslag til hele kommunen i bred forstand
GRØN OMSTILLING Nu er navnene på de ti eksperter, der sammen med fem lokalpolitikere og formand Flemming Hynkemejer, direktør for Convert, skal udgøre det såkaldte § 17, stk. 4 udvalg, som et enigt byråd har anbefalet.
Udvalget skal komme med anbefalinger til arbejdet med bæredygtighed i Syddjurs Kommune med afsæt i FN’s verdensmål.
Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst.
Fordi grøn omstilling, bæredygtighed, FN’s verdensmål og ’jeg skal komme efter dig’ fylder så meget i den både lands- og lokalpolitiske debat, har det ganske givet ikke været en nem opgave at blive enige om de ti eksperter, fordi hele det politiske spektrum skulle tilgodeses.
Få erhvervsfolk
Overraskende er det, når man ser listen, hvor lidt det private erhvervsliv i Syddjurs Kommune er repræsenteret. Det må afføde kommentarer fra de borgerlige politikere, der tidligere har plæderet meget stærkt for, at der skal komme kommercielt bæredygtige initiativer/forslag fra udvalget - ellers vil det bare hurtigt gå i glemmebogen som endnu et udvalg.
Overraskende er det også, at to eksperter er hentet ind fra Norddjurs Kommune. En tredje Norddjurs ekspert var også på listen, erfarer Lokalavisen, men han afslog inden deadline.
De ti medlemmer som, som formand Flemming Hynkemejer og de 5 repræsentanter for Byrådet, Jan Kjær Madsen (B), Jørgen Ivar Buus Mikkelsen (V), Michael Mikkelsen (O), Helle Røge (F) og Anita Søholm (A), anbefaler det samlede byråd at nikke ja til er:
Jakob Rauff Baungaard, World Perfect og aktiv i byudviklingsprojekt i Mørke
Søren Steen Møller, Afdelingsleder i Rambøll, geoteknologi og byggeri - bor i Vistoft på Mols
Morten Storm Overgaard, Restaurant Moment og Friland
Lone Bolther Rubin, Kommunikation og Cirkulært Innovationsnetværk
Rikke Skyum, Djurslands Landboforening, Chef for Land, Miljø og Erhverv
Lene Skovsgaard Sørensen, Djurs Wind Power - bor i Glesborg
Morten Therkildsen, Direktør for Renodjurs og Cirkulært Innovationsnetværk - bor i Grenaa
Thorkild Hansen, Bæredygtig Kystkultur og Havhaven Ebeltoft Vig
Helle Marie Taastrøm, Naturcenterleder Randers Naturcenter - bor i Rønde
Christina Viemose, Kaløvig Center, grønt kursus- og konferencecenter
Bæredygtighedsudvalget vil løbende inddrage flere personer i arbejdet, jævnfør kommissoriet.
Anden gang
Et § 17, stk. 4 udvalg er et midlertidigt politisk udvalg, som Byrådet i henhold til Styrelsesloven kan nedsætte til at varetage særlige opgaver. Navnet refererer til den paragraf i loven, der giver mulighed for at nedsætte sådanne udvalg.
Det bliver anden gang, at politikerne enes om at nedsætte et § 17, stk. 4 udvalg. I sidste byrådsperiode testede man mulighederne med et sådan udvalg under overskriften ’Gentænk Borgerinddragelse’.
Udvalget var sammensat af fem politikere og syv borgere. Socialdemokratiet Christian Haubuf var formand for det midlertidige udvalg, der afsluttede sit halve års arbejde med at komme med en række anbefalinger til, hvordan politikere og embedsmænd med fordel kan få endnu flere borgere end de i forvejen professionelle debattører involveret i lokaldemokratiet.