Alment boligbyggeri skal rejses i Aarhus: »Byggeriet vil fungere som foregangseksempel«
En helt ny type byggeri vil snart være at finde i Aarhus.
I fremtiden bliver Lisbjerg et vigtigt omdrejningspunkt, når det kommer til bæredygtighed og udvikling. Verdens første cirkulære almene boliger vil nemlig indtage Lisbjerg gennem projektet Circle House.
Det skriver projektets ejermand, Lejerbo, i en pressemeddelelse.
Første spadestik er taget
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) og formand for Lejerbo Aarhus, Inge Køster har i fællesskab tage de første spadestik til de cirkulære byggeri. Projektet bliver det første af sin art og vil ifølge Lejerbo vise verden, hvordan principperne for cirkulær økonomi kan implementeres i byggebranchen.
»Byggeri er i dag en belastning for vores klima. Og i en by, hvor der bliver bygget rigtigt meget, har vi et særligt ansvar for at være med til at skubbe på en udvikling, hvor det CO2-aftryk, der kommer fra byggeriet, kommer ned, og bæredygtigheden kommer op. Det er dette projekt med til at vise en vej for,« siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:
»Derfor glæder det mig, at Lejerbo og den almene sektor er gået forrest og bidrager til, at vi nu får skabt et fantastisk byområde her i Lisbjerg.«
90 procent genbrug
Med Circle House vil Lejerbo vise branchen med helt konkrete erfaringer i Lisbjerg, hvordan man kan arbejde med byggetekniske løsninger, hvor man kan adskille og genanvende efter brug.
Målet har været at skabe gode, almene boliger i et skalerbart, cirkulært byggeri, der opføres på markedsvilkår.
»Circle House bliver verdens første cirkulære, almene boligbyggeri, hvor 90 procent af materialerne kan genbruges uden at miste afgørende værdi. Tankegangen er så ny, at byggeriet vil fungere som foregangseksempel, der undervejs kan give viden om og erfaring indenfor cirkulært boligbyggeri. Byggeriet skal simpelthen vise, hvordan miljømæssig og økonomisk bæredygtighed kan gå hånd i hånd,« siger formand for Lejerbo Aarhus Inge Køster.
Når det cirkulære projekt står færdigt, vil det bestå af 60 boliger på i alt 5.467 m2, fordelt på to punkthuse i fem etager, et etagehus i tre etager og fire rækkehuse i to og tre etager.
Byggeriet står efter planen klar i august 2023.