Jeep melder sig ind i elbilernes verden
Jeep viser den første rendyrkede elbil, og det er en SUV i miniklassen.
Der er åbnet nye døre hos Jeep, som netop har vist mærkets første helt rendyrkede elbil. Det er naturligvis en SUV, som på den måde passer ind i rækken af andre Jeep-modeller.
Den nye bil placerer sig under Renegade og bliver således en bil i miniklassen. Jeep, der ejes af Stellantis, som også blandt andet står bag PSA og Opel, har ikke frigivet mange oplysninger om modellen.
Flere medier spekulerer i, om den bygger på samme e-CMP-platform som blandt andet. Peugeot e-2008 og Opel Mokka-e, eller om koncernen hiver andre teknologier op af skuffen for at skaffe firehjulstræk.
Således har Stellantis også den helt nye og mere avancerede STLA-platform på vej, som skal danne bund for en række helt nye elbiler. Men den forventes først i 2024.
Det er dog helt sikkert, at bilen kommer til Danmark.
»Jeg kan for nuværende ikke sige ret meget om dette spændende produkt fra Jeep, men planen er bestemt, at den skal introduceres i Danmark,« siger Rune Melander, som er dansk pressechef for Jeep.
Mere teknologi
Den nye model, som endnu ikke er navngivet, er en del af en plan, hvor Stellantis skal have 75 elektriske modeller i 2030 og til den tid vil sælge fem millioner elbiler om året.
Bilen blev præsenteret ved et storstilet arrangement i Bruxelles, hvor Stellantis’ topchef, Carlos Tavares, forklarede, at koncernen ligeledes i 2030 forventer, at en tredjedel af salget sker online, mens indtægterne fra luksus-og premium-modeller skal flerdobles.
Samtidig har Stellantis lavet aftaler om tæt samarbejde med taiwanesiske Foxconn, der ikke alene producerer iPhones for Apple, men nu også udvikler og producerer danske Henrik Fiskers kommende hemmelighedsfulde elbil kaldet Pear.
Der er også indgået aftaler med Waymo, som udvikler selvkørende biler, og BMW om blandt andet software.
»Vi bevæger os hurtigt hen mod at blive et mobility tech-firma,« lød det fra Tavares ifølge Reuters.
Planen er bestemt, at den skal introduceres i Danmark Rune Melander, dansk pressechef for Jeep.