En magisk oplevelse på grænsen til krigen

Til sidst kunne André Alexander Westergaard ikke vente længere. I efterhånden mange timer havde han forsøgt at finde ud af, hvordan han kunne koordinere en udvej ud af Ukraine for fire fjerne familiemedlemmer, men de kaotiske tilstande ved grænserne og uvisheden om kapaciteten på busser og toge væk fra det nu krigshærgede land fik André Alexander Westergaard til at opgive den oprindelige plan.

»Da jeg havde været i gang med at planlægge og koordinere i over 14 timer havde jeg efterhånden fået mange meldinger om, at det var meget kaotiske tilstande, så til sidst besluttede jeg mig for, at jeg simpelthen måtte køre selv. Det er ikke holdbart at fortælle nogen, at man nok skal sørge for dem, hvis man ikke gør det. Og klokken tikkede,« fortæller André Alexander Westergaard.

Hjælp til flugt

André Alexander Westergaard bor i Ryomgård til daglig. Han er dog født i Rusland af russisk-ukrainske forældre, og han boede selv i landet indtil han var seks år gammel. Derfor har han siddet klinet til diverse skærme, siden Rusland invaderede Ukraine. Ikke mindst, fordi hans far stadig bor i Ukraine.

Og derfor var der ikke ret meget betænkningstid, da hans halvsøster - som i dag bor i Chicago - kontaktede André Alexander Westergaard for at høre, om han kunne hjælpe med at få fire af søsterens nærme slægtninge til Danmark og væk fra krigen.

Det blev samtidig starten på et par hektiske døgn for to mennesker, som indtil da ikke kendte hinanden.

Det var en lørdag aften

I Pindstrup sad René Foss lørdag aften og småkedede sig lidt, mens hans kone var til socialt samvær med veninder fra sin mødregruppe. På telefonen fulgte han med i facebookgruppen ’Ryomgård hjælper Ukraine til trygge rammer i Ringparken’, da han faldt over et opslag fra André Alexander Westergaard, som søgte en køremakker til turen til grænsen mellem Ukraine og Polen.

»Jeg kendte ikke rigtig planen, og jeg ville også gerne sikre mig, at vi kun skulle til grænsen i Polen og ikke ind i Ukraine, men ligesom så mange andre sad jeg med den her følelse af, at det er så uretfærdigt, det der foregår lige nu. Den letteste måde at hjælpe på er at støtte med nogle penge, og når det begynder at blive lidt ubekvemt, så tænker man ofte, at der nok er nogle andre, der gør det. Men her var nogle helt konkrete mennesker, der havde brug for hjælp, så jeg skrev ret spontant til André, at jeg var med på at tage af sted,« fortæller René Foss.

»Jeg er i øvrigt kørende sælger til daglig, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne udnytte, at jeg er god til at køre bil til at hjælpe,« tilføjer han.

Søndag morgen drog de to nyslåede kørekammerater af sted mod den polsk-ukrainske grænse med masser af ubekendte faktorer.

Mistede kontakten

Koordinationsarbejdet undervejs gik således også over André Alexanders Westergaards halvsøster i Chicago, og her blev det aftalt med familien i Ukraine, at de skulle søge mod en af de mindre grænseovergange, hvor der var færre mennesker.

Det skulle formentlig vise sig at være en god idé. På et tidspunkt på turen mistede André Alexander Westergaard og René Foss den telefoniske kontakt med den flygtende familie, så de blot havde et gps-koordinat at køre efter, men ingen vished om hvorvidt det ville være muligt at finde familien.

Efter de sidste 40 kilometer på mørke og slidte veje nåede de to danskere endelig frem til grænseovergangen, hvor eftersøgningen efter fire mennesker, de aldrig havde mødt før, gik i gang.

»Vi rendte rundt i den her camp, hvor der var slået nogle telte og toiletter op, og så pludselig får jeg øje på den her kvinde, som jeg har set på billeder. Det var sindssygt vildt. De var nærmest lige kommet over grænsen og stod der i minus tre grader med en kop te og den lille dreng på fire år helt forfrossen og pakket godt ind i tæpper. Da vi endelig fandt dem der; det var en helt igennem magisk oplevelse,« beretter André Alexander Westergaard.

»De havde været på farten i 24 timer og blandt andet ventet seks timer ved grænsen i minusgrader for at komme over, så da de satte sig ind i bilen, var der bare sådan en forløsning af god energi. Så faldt de ellers i søvn med det samme, og så kørte vi bare alt hvad vi kunne mod Danmark.«

Skulle helt i mål

Ved den danske grænse måtte de seks rejsende vente i godt ni timer, da der opstod tvivl om, hvorvidt de ukrainske flygtninge skulle have asyl eller nødvisum til opholdet i Danmark.

På Ringgården i Ryomgård havde André Alexander Westergaard imidlertid allerede arrangeret, at der var indkvartering klar til familien, hvorfor de blev overtalt til at få lavet nødvisum.

»Jeg forstår godt, at man bliver utryg, når man er flygtet til et fremmed land og pludselig får alle mulige forskellige ting at vide, så man ikke aner, hvad der er op og ned, og de har ikke haft mange andre valg end at stole blindt på en person, de ikke kender. Men vores mål var bare at få dem med hele vejen til Ryomgård, koste hvad det ville. Her kan vi let hjælpe dem, og jeg kunne mærke, at selv om det er en relation langt ude, så var det vigtigt, vi fastholdt en tilknytning,« siger André Alexander Westergaard.

Stor uvished

Omkring klokken 2 natten til tirsdag rullede René Foss og André Alexander Westergaard ind ved Ringgården i Ryomgård godt 40 timer efter, de mødtes første gang og satte sig i bilen mod den polsk-ukrainske grænse.

Missionen var lykkedes, og på Ringgården stod frivillige klar til at tage imod familien for at vise dem deres lejlighed.

Her kunne familien pakke deres beskedne oppakning fra fire rygsække ud. Blandt andet nogle få dåser konserves, som André Alxander Westergaard undrede sig over.

»Jeg spurgte dem, hvorfor de havde taget det med, og de svarede, at de jo ikke vidste, om der var mad, der hvor de kom hen. Det rørte mig. Det indikerer jo, at de har været helt derude, hvor de har tænkt, at vi tager til et fremmed land, men vi ved ikke, om der er mad. Det er det niveau, vi har været på. Det føles godt, at vi har gjort hvad vi kunne for at få taget personligt hånd om dem,« konstaterer han.

Hvad med mig selv?

Han og René Foss kan nu se tilbage på en særdeles stærk oplevelse, de som ganske nye bekendte deler. Det har da også allerede sat sig sine spor hos dem begge.

»Det er enormt hjertevarmt, at René bare springer til. Jeg synes også, det er det, jeg mærker lige nu, at verden stimler sammen, fordi vi kan mærke, det berører os, når nogen vil tage folks frihed,« noterer André Alexander Westergaard.

Hans køremakker er enig.

»Den følelse af at trille ind på Ringgården og have hjulpet de mennesker, den var sindssygt god. Det var meget emotionelt og særligt, når det er en del af ens makkers familie. Jeg er sindssygt taknemmelig for, at jeg fik lov at gøre det. Det gav også en ny ven, og det er jo en ekstra bonus, men det sætter virkelig også tankerne i gang. Forhåbentlig har familien stadig deres hjem i Ukraine, når de vender tilbage, men når jeg ser på dem ankomme bare med nogle rygsække, så får det mig til at kigge rundt i min egen stue og spørge mig selv; hvad ville jeg egentlig selv tage med,« funderer René Foss.