Efter 34 år lukker Gårdbiksen
Der er lagt utroligt mange kræfter og megen kærlighed i familieprojektet og livsværket Gårdbiksen. Nu har familien valgt at lukke.
Hvad der begyndte som en hobby for 34 år siden, endte som en halvstor virksomhed med 35-40 personer på lønningslisten og salg fra fire forskellige adresser, da den var på sit højeste. Gårdbiksen i Tåstrup solgte alverdens grønt, en del dyrket på gården i Tåstrup, mens andet blev købt hjem fra danske avlere.
Bemærk, at der står ’solgte’ - altså datid. Skiltet med den glade gulerod ved Tåstrupvej 60 er taget ned. Virksomheden er lukket.
»Alderen begyder at kunne mærkes. Skulderen bøvler – den har rykket i ufattelig mange kilometer fiberdug og løftet mange kartoffelsække gennem årene,« siger Per Rasmussen, som ejer Gårdbiksen, hvor døtrene Tina og Janne har hjulpet meget til.
»Helt ærligt, så vil jeg også gerne prøve at holde noget sommerferie. Det har jeg ikke prøvet i 34 år,« fortsætter han og tilføjer, at han nu skal ud og arbejde på en gård.
»Og så skal jeg ud at se landet i vores nye autocamper,« smiler han.
Den megen fritid, han pludselig får, skal desuden bruges på golf og nogle andre ting, som han først skal til at finde på.
»Mine seks børnebørn skal jeg jo også se lidt til,« siger han med stolthed i stemmen.
Mange følelser
For især den ene datter Tina Rasmussen er det meget følelsesladet at sige farvel til den forretning, som hun er vokset op midt i.
»Jeg synes, det er svært. Jeg ville allerhelst drive forretningen videre. Vi testede det lidt af sidste sommer, men så fandt vi ud af, at jeg var gravid med mit tredje barn, så det kan ikke lade sig gøre. Drømmen lever dog fortsat, så måske om nogle år,« siger en tydeligt berørt Tina Rasmussen med sin otte uger gamle datter på armen.
Søsteren Janne Høeg Nygaard sidder ved siden af med sin spæde dreng - der er blot to dage mellem søstrenes børn. Hun tager over:
»Der er virkelig mange følelser i det her sted.«
Farmand Per følger op:
»Jamen det er der bare. Der har været mange hårde dage, men også mange gode oplevelser. Det var heller ikke spor sjovt at tage skiltet ned i lørdags. Det gør da lidt ondt,« siger han og ser ned i bordet med en bedrøvet mine.
Der er ingen tvivl om, at der er blevet lagt utroligt mange kræfter og megen kærlighed i familieprojektet og livsværket Gårdbiksen.
Høj kvalitet
Det hele begyndte i 1988, hvor Pers ekskone Minna gik hjemme med døtrene på henholdsvis to år og to måneder.
Per og Minna såede lidt af hvert på én tønde land og lavede en selvbetjeningsbutik med afgrøderne.
Det lille, hyggelige hobby-projekt tog derfra bare mere og mere om sig, indtil parret til sidst havde 23 hektar med grøntsager.
Hverken Per eller Minna havde nogen ”grøn” uddannelse at trække på i forhold til at dyrke grøntsager. De lærte det hen ad vejen, og de gik meget op i at holde en høj kvalitet.
»Det var også derfor, at folk gad at køre langvejs fra helt herud,« siger Janne.
I 2002 lavede parret en egentlig forretning med betjening og et stort udvalg. Desuden blev der solgt grøntsager og/eller jordbær fra to lokationer i Tilst og én i Ødum, da det gik vildest for sig.
Da Minna og Per blev skilt i 2014, begyndte Gårdbiksen at drosle ned.
»I to år forsøgte jeg at blive ved som hidtil, men jeg kunne ikke følge med,« siger Per Rasmussen.
Butikken blev igen selvbetjening og har været det siden.
Fuld af minder
Som snakken går i køkkenet på gården i Tåstrup, hvorfra det hele er udsprunget, dukker masser af minder op.
»Vores vaskede kartofler har jo været et kæmpe hit, som folk gerne kørte langt efter. Jeg husker specielt juleaftener, hvor massevis af folk kom kørende for at hente deres bestilte, vaskede kartofler. Det var smadder hyggeligt,« siger Janne Høeg Nygaard og smiler.
Hun fortæller også, at der aldrig har været nogen, som var i tvivl om, hvor hun og Tina kom fra. Folk vidste udmærket, hvad Gårdbiksen var.
»Vores venner ville også altid være hjemme hos os. Her måtte vi måske lidt mere end i andre hjem. Der var travlt, så vi fik lidt længere snor,« siger hun og fortsætter:
»Jeg vil også altid huske og savne det her med lige at kunne smutte en tur ud i butikken og snuppe noget grønt med, hvis det skulle gå lidt hurtigt med madpakken.«
Tina tilføjer:
»Og jeg vil savne duften. Den der duft af helt friske grøntsager.«