PR electronics arbejder worldwide fra basen i Følle
Direktør Kim Rasmussen fortalte om virksomhedens grundlæggelse og fastholdelse af produktionen lokalt ved Syddjurs Kommunes nytårskur
ERHVERVSLIV PR electronics lagde i fredags kantine til Syddjurs Kommunes årlige nytårskur, som det er blevet en tradition, at den siddende borgmester inviterer til.
I år for 11. gang.
Til nytårskuren var der 150 deltagere, og der kunne ikke presses flere ind. I 2020 vil kommunen gå efter endnu større lokaler, lover borgmester Ole Bollesen (S), fordi efterspørgslen efter to timer med aktuelle indlæg fra erhvervslivet og snak over bordene tilsyneladende er i så høj kurs.
En gang Følle ...
Direktør Kim Rasmussen, PR electronics, fik naturligvis lejlighed til at give de fremmødte en morgenbriefing og status på virksomhedens situation.
PR electronics er historien om, hvordan en lokal virksomhed, der holder ved, at basen er Følle, fastholder en stærk markedsposition worldwide.
”Vi har aldrig overvejet at flytte. Vi fabrikerer vores elektronik i Danmark, og vi er fuldt ud konkurrencedygtige,” fastslog Kim Rasmussen, der overtog chefposten efter sin far, Peter Rasmussen, i 2009. Faderen startede op i 1974 i Malling for to år senere at flytte til Mørke.
I 1981 landede PR electronics på den nuværende adresse på Lerbakken i Følle, hvor der fortsat er plads til at brede sig.
PR electronics fremstiller komponenter i mikrometer = 1 milliontedel meter. For at sætte det i relief producerer virksomheden 100.000 komponenter i timen i mikrometer.
PR Electronics beskæftiger cirka 200 medarbejdere fordelt med 125 i Danmark og 75 udenlands.
Mange salgsmedarbejdere fylder godt op på de europæiske markeder.
PR Electronics har med tiden føjet otte datterselskaber til sin portefølje, herunder også i Kina og USA.
”Netop Kina er blevet et stort og interessant marked for os,” forklarede Kim Rasmussen.
Tyskland bedst
Markedsmæssigt er Tyskland dog den største aftager af PR electronics produkter..
”Vi har 10.000 købende kunder på verdensplan, og en af en vores store styrker er, at vores produkter bruges i mange industrier,” fortalte Kim Rasmussen.
Skal have de bedste
PR Electronics skal vækste ti procent om året, og løbende forbedre og optimere på alle planer.
”Det er forudsætningen for, at vi kan klare os ude i verden, hvor vi eksempelvis i Tyskland har konkurrenter, der 10-20 gange større end os,” lød det fra en afklaret Kim Rasmussen, der lagde meget vægt på, at at de dygtigste ingeniører m.m. skal se PR electronics som et perfekt sted til at få en erhvervsmæssig karriere internationalt.
Netop derfor har virksomheden ansat en professor fra Aarhus Universitet, der kan hjælpe til med, at de bedste hoveder kigger til Følle.
I det hele taget satser PR Electronics meget på talentudvikling og medarbejderpleje. Den lokale racerkører Frederik Schandorff, Essig, har således en givtig mæcen i Følle virksomheden.