Valgkamp: Lund & Lahn tuner ind på Djursland mandag
Folketingsmedlemmerne, Leif Lahn Jensen og Troels Lund Poulsen, er i fuld gang med en fælles valgkamp – mandag er på Djursland fra 10 til 18
”Det må aldrig være farligt eller utrygt at gå på arbejde. Punktum.”
Sådan lyder det enstemmigt fra Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen og Venstres beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i en fælles pressemeddelelse forud for duoens rundtur på Djursland mandag.
Det er LO Djursland, der har inviteret minister og ordfører på et arbejdsmiljø-besøg i anledning af, at FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation – har udnævnt 2019 til at være arbejdsmiljørepræsentant-år.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen ser frem til at høre om de lokale udfordringer med arbejdsmiljøet.
”De fleste virksomheder prioriterer som det mest naturlige et godt arbejdsmiljø højt. Og sådan skal det også være. Men der er også steder, hvor det halter gevaldigt. Derfor har jeg sat gang i en gennemgribende ændring af hele vores arbejdsmiljøindsats. Vi skal kontrollere arbejdsmiljøet på en både mere simpel og effektiv måde, og så skal vi i langt højere grad rådgive ledelse og ansatte på arbejdspladserne,” udtaler Troels Lund Poulsen.
Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen ser også frem til mandagens besøg rundt på Djursland.
”Det er så vigtigt, at man går glad på arbejde og glad hjem igen, og derfor er et godt arbejdsmiljø nøglen til et godt og langt arbejdsliv. Det har desværre vist sig ikke at gå så godt alle steder, og det skal vi gøre meget bedre. Jeg glæder mig meget til de forhandlinger, som vi skal i gang med i Beskæftigelsesministeriet, hvor jeg vil komme med en del ønsker – bl.a. flere penge til Arbejdstilsynet. På vores tur mandag skal vi ud blandt hverdagens eksperter og sætte fokus på, hvad de gør godt, og hvilke forbedringer, der er behov for, at vi politikere tager fat på,” udtaler Leif Lahn Jensen.
De to lokale folketingsmedlemmer – Leif Lahn Jensen er valgt på Djursland og Troels Lund Poulsen i Hedensted – har ført fælles valgkamp siden efteråret.
Fakta
Program for Lund & Lahn på Djursland, mandag den 28. januar 2019.
· Kl. 10.00-11.30: Tangkær Socialpsykiatri og Tangkær Huntington, Sygehusvej 31, 8950 Ørsted.
· Kl 12.00-14.00: VAM A/S, entreprenørfirma, Limevej 5, Vester Alling, 8963 Auning.
· Kl. 14.30-15.45: Plejecenter Violskrænten, Violskrænten 13, 8500 Grenaa.
· Kl. 16.00-18.00: Offentligt møde i Pavillonen, Kærvej 11, 8500 Grenaa. Deltagere: Leif Lahn, Troels Lund og forbundssekretær i FOA, Jens Nielsen.