Kommentar: Konservative et symbol på krisen

Nu har man hørt det med. En generalforsamling i en lokal politisk partiforening, hvor både formand og næstformand i sidste øjeblik får forfald.

Man må formode, at netop formand og næstformand ellers har været med til at fastsætte datoen for generalforsamlingen, så netop de to sammen med resten af bestyrelsen var klar på den opgave, som en generalforsamling er og bør være?

Selvfølgelig kan man få forfald i sidste øjeblik, men, men, men ...

Konservative Syddjurs, som vi har beskæftiget os meget med på denne plads på det seneste, oplevede ved sidste uges generalforsamling, at både formand og næstformand havde meldt afbud.

Det lykkedes alligevel at gennemføre foretagendet og stampe en ny bestyrelse op med en ny formand, der lyder energisk, som man kan læse andetsteds i denne avis. Hun vil blive målt på sin programerklæring, hvor synlighed er et nøgleord.

Det er en kendsgerning, at partiernes medlemstal er i frit fald og har været det længe. For de gamles vedkommende har de været det siden storhedstiden ved indgangen til 1960’erne.

Nye partier er skudt op i de senere år som modvægt til de gamle og støvede, men det vil være synd at sige, at man landspolitisk og lokalt mærker ret meget til partiernes baglande.

Lokalt fører de stort samtlige en hensygnende tilværelse og popper kun op med et par pip eller to, når der er folketings- eller kommunalvalg.

Fornærmende i betragtning af, at de 27 i byrådet ellers taler om vigtigheden af borgerinddragelse morgen, middag og aften. Hvordan kan de 27 stiltiende se til, at et af de steder, hvor man med rette må forvente engagement, deltagelse og meningsudvekslinger er i deres respektive politiske baglande? Stop med de sædvanlige undskyldninger om manglende tid, børnefamiliernes urimelige vilkår og klynkeriet med at det er svært at skaffe nye medlemmer.

Undskyldningerne holder bare ikke. Det er jo til at græde snot over at se de politiske partiers hjemmesider og ageren på de sociale medier, hvis vi tager Syddjurs-brillerne på. Det korte svar er, at det skorter på engagement. Partiernes tid er ved at være ovre, hvis ingen gider at vende det trøstesløse billede.

Formanden og næstformandens fravær på den konservative generalforsamling er blot den seneste begivenhed, der bekræfter billedet af partiforeningernes moralske forfald og manglende lyst til at bidrage til lokaldemokratiet i hverdagen.

Bonjour Tristesse!