Ådalsskolen er nu klar med gratis morgenmad
Fra 1. februar kan eleverne på Ådalsskolen hver dag tanke op, inden undervisningen begynder
SKØRRING ’Morgenmad til alle hver dag i Mødestedet i tidsrummet 7.20 - 7.55.’
Sådan lyder Ådalsskolens tilbud til samtlige elever på skolen med start 1. februar.
Eleverne kan smøre en bolle med smør/syltetøj, få en portion cornflakes eller havregryn og nogle dage også yoghurt med muesli. Der bydes også på en kop te eller et glas mælk.
Puljemidler
Syddjurs Kommune har via penge fra ”Puljen til bedre mad i skolen 2019” sikret folkeskolerne midler til den slags initiativer.
På Ådalsskolen har man besluttet, at pengene skal gå til en morgenmadsordning.
”Vi fortsætter, så længe der er midler til det, forhåbentlig resten af 2019,” skriver Ådalsskolen i en meddelelse til forældrene.
Der kan fortsat - som nu - købes cultura, vand, juice og de gode majsboller både om morgenen og i 10-pausen.
Er der boller til overs fra morgenmaden, kan de købes for 3 kr. i 10-pausen.
Ordningen er for alle elever - SFO børn henvises dog til SFO’en.