90 år: Appetitten på livet er usvækket hos Inger
Inger Christensen er født og opvokset i Bindslev i Vendsyssel, men det blev i Hornslet, at hun fik sin livsgerning i tæt samarbejde med sin nu afdøde mand. Torsdag fylder hun 90 år med stil
HORNSLET Inger Christensens fremtid er væsentlig kortere end hendes fortid. Sådan er det, når man torsdag 24. januar kan fejre sin 90 års fødselsdag.
Fremtiden frygter vi alle, når vi kommer til skelsår og alder, men Inger Christensen tager det meget afslappet.
Hun glæder sig hver aften til morgendagen. Carpe diem-motivet i renkultur.
Den venlige og åndsfriske dame har stillet an med frisklavet kaffe og dejlige kager på bordet, da Lokalavisens udsendte møder hende fredag formiddag i hendes smukt indrettede hus i Hornslet for at høre hende fortælle historier fra et langt liv, som hun ser tilbage på med lige dele glæde, taknemmelighed og ydmyghed.
Derfor Hornslet
At det blev Hornslet, hvor Inger Christensen fik et langt livs gerning, er lidt af en tilfældighed, som sådan noget ofte er.
Hun er født i byen Bindslev i Vendsyssel, hvor hendes far var lærer, og også underviste sin datter.
”Far var en dygtig og meget afholdt lærer, men i forhold til min ældre søster og mig gjorde han meget ud af, at vi ikke skulle kunne drage fordel af, at vores far var lærer. Derfor kunne han være streng mod os i skolen,” smiler Inger Christensen, der efter skoletiden uddannede sig inden for kontorfaget i Hjørring, ligesom hun blev færdig som teknisk tegner. Det førte til, at hun søgte til Aalborg, hvor hun fik job og også mødte sin kommende mand, optiker og urmager, Jørgen Christensen fra Hornslet, som hun giftede sig med i 1957. Han var ud af en Hornslet-familie som i generationer drev forretning i byen - urmager, optiker, guld og sølv.
Det lå selvfølgelig i kortene, at Jørgen Christensen på et tidspunkt skulle hjem og tage over. Hans mors dødsfald i 1957 fremrykkede planerne, og på denne måde blev Vendelbo-pigen borger i Hornslet.
”Vi kom med i butikken, og i 1964 flyttede vi ind i nye lokaler på Toftevej. Her var vi frem til 1995, da Søren Friis og Henning Pedersen tog over, og vi selv flyttede til den nuværende bopæl. En travl, men dejlig tid, hvor vores døtre Lene (1959) og Marianne (1961) også kom til verden,” fortæller Inger Christensen, der begyndte at læse til sygeplejerske efter ankomsten til Hornslet, men arbejdet i butikken og regnskaberne fyldte for meget, så efter et år valgte hun at stoppe.
Jørgen Christensen døde 88 år gammel i efteråret 2018. Inden da nåede parret at fejre diamantbryllup.
Aktiv senior
Inger Christensen nyder sit otium, og hun keder sig ikke. Derhjemme er hun en flittig læser, og hun er fast tilknyttet som huspianist på Plejehjemmet Rosengården. Her spiller hun til højskoledage, ferniseringer og julegudstjenester.
Sporten har hendes store interesse, som den har for hendes døtre og flere af børnebørnene. Hun så sidste år fra tilskuerpladserne Caroline Wozniacki spille tennis, og senest var hun til håndboldlandskamp i Boxen i Herning, da Danmarks herrehåndbold-spillere mødte Tunesien ved VM. Fødselsdagen fejrer hun i sommerhus i Blokhus fra torsdag til søndag omgivet af sin familie, hvor ikke mindst de fem børnebørn har hendes store interesse og kærlighed.
”Jeg er meget sammen med min familie. De er flinke til at besøge mig, og til at invitere mig med til arrangementer. Det sætter jeg stor pris på,” siger Inger Christensen, der aldrig har fortrudt, at Hornslet blev hendes hjemby.
”Jeg har haft en dejlig tid i Hornslet, hvor jeg kender mange mennesker. Desværre er mange af mine venner jo nået op i den alder, hvor de falder fra, og det er svært at acceptere, selvom døden er et livsvilkår. for os alle.”