Rønde Højskole og Efterskole fejrer markant jubilæum
Årets 125-års jubilæum vil blive markeret med en række arrangementer.
En lang række arrangementer i løbet af året. Det er planen, når Rønde Højskole og Efterskole i år kan fejre 125-års jubilæum.
De planlagte arrangementer byder blandt andet på foredrag, fællessang, koncert, åbent hus, reception, sangskriverkonkurrence og meget mere.
Man vil i perioden også kunne opleve skolernes elever i bybilledet, opsatte på at gøre en positiv forskel.
»Det er så skønt at kunne fejre 125 års jubilæum med to fyldte skoler og et spændende program, hvor vi får mulighed for at invitere vores venner og lokalmiljø med til at opleve den særlige ånd, der er på vores sted. Vi håber, at rigtig mange vil lægge vejen forbi, komme og nyde samværet, inspirationen og måske endda bidrage til vores sangskriverkonkurrence,« siger højskoleforstander Birgit Fuglsbjerg.
Blandt de allerede planlagte arrangementer er et foredrag den 24. marts med Cykeldrengene om at rejse jorden rundt på cykel.
Den 29. marts er der foredrag med Pelle Dragsted om nordisk socialisme, hvor han med udgangspunkt i andelsbevægelsen og den efterfølgende demokratiske bevægelse forholder sig til, hvordan det er muligt at skabe en økonomi, der bedst muligt tilgodeser den enkelte og deres behov.
Den 1. april er der deadline på den store sangskriverkonkurrence om fællesskab, frihed og håb. Vinderen modtager 3000 kroner i præmie og vil få sat musik til sin tekst af komponist Marianne Søegaard. Vinderbridraget afsløres den 5. maj, hvor der også er højskolefællessang.
Den 29. april skal alle efterskoleeleverne på gaden for at gøre en forskel. De vil dagen igennem hjælpe de handlende, de morgentrætte på busstationen, børnehaverne, skoleklasser og private, der har brug for hjælp til for eksempel affaldssortering eller havearbejde.
Den store jubilæumsreception bliver holdt den 7. maj.
Hele årets program kan ses på rondehojskole.dk/125.