AUH præsenterer paradoksalt studie: »Nogle er gode til at skyde fjenden«
Nyt studie viser noget usædvanligt: Skydespillet CS GO giver patienter i retspsykiatrien holdånd og en bedre platform for bedring.
Det kan måske virke paradoksalt, at behandlerne spiller det voldelige first-person shooter-videospil CS GO med patienter i retspsykiatrien, men der er mening bag. For spillet giver både læring for patienter og behandlere grundet kravet om samarbejde.
Samarbejder sikrer sejr
Igennem samarbejde skabes der nye identiteter og giver behandlerne en bedre platform for det terapeutiske arbejde, viser et nyt forskningsstudie i Journal of Psychiatric and Mental Health Nursing, der er udarbejdet af DEFACTUM, Health på Aarhus Universitet og retspsykiatrien på Aarhus Universitetshospital Psykiatrien i Region Midtjylland.
»Nogle er gode til at skyde fjenden, mens andre er gode til at placere sig, kommunikere og lede holdet. Det skaber et sammenhold på holdet, for det er, når man arbejder sammen som et hold, at sejren kommer i hus. Det flytter spillet også på den måde patienter og personale oplever hinanden,« fortæller forsker Morten D. Terkildsen fra forskningshuset DEFACTUM.
Anerkendelse
På den retspsykiatriske afdeling er CS GO struktureret. Kampen på slagmarken foregår en gang om ugen mellem 15.00 og 21.00. Og altid med den samme gruppe.
Når spillet slukkes har behandlerne nøglerne til døren. De er myndigheden, og det kan være en hindring i recovery-orienteret pleje, fordi lige relationer er kimen til det terapeutiske arbejde, der gør patienterne klar til samfundet.
»Spillet tilbyder noget særligt. Er du ”god til det hele i spillet”, så opnår du anerkendelse fra holdkammeraterne. Du bliver leder,« fortæller forsker Morten D. Terkildsen, og fortsætter:
»I spillet er det nemlig ikke altid behandlerne, der bestemmer. Talentet er vigtigst, og det giver behandlerne og patienterne lige muligheder. Nogen gange vendes forholdet endda på hovedet: Patienten har erfaring og viden og behandleren skal lytte. Har patienten og behandler lige muligheder, så er det pludselige ikke blot en vej til anerkendelse for patienterne. Det er også en vigtig forsyningsrute for recovery.«
Ifølge studiet flyttes fastlåste identiteter og skaber rum for nye sociale relationer. Dette er blandt nøglerne til rehabilitering.
»Alle er gamere«
I retspsykiatrien varetager behandlerne på den ene side terapien for den enkelte patient, og på den anden side sikkerheden for den enkelte patient, de andre patienter og behandlere på afdelingen og samfundet som helhed.
»Vores resultater tyder på, at CS GO tillader, at behandlerne kan balancere pleje og myndighed,« fortæller klinisk overlæge, Lisbeth Uhrskov Sørensen, fra retspsykiatrien.
»Personalet sætter rammerne for spillet, men når der spilles, er alle gamere. Når man dyster med spillere fra hele verden, er man ikke længere en retspsykiatrisk patient. Patienterne deltager nu i almindelige dagligdagsaktiviteter uden risiko for at blive stigmatiseret. Derved håber vi på, at personalet og patienter får en fælles platform til at etablere meningsfulde relationer og dermed styrke de rehabiliterende processer,« påpeger Lisbeth Uhrskov Sørensen.
Spil = bedre behandling
Undersøgelsen er det første studie i verden af online spil i psykiatrien. Den er baseret på observationer, uformelle samtaler og interviews med en mindre gruppe på syv patienter og tre behandlere, der blev fulgt over nogle måneder.
Det er tanken at brede tiltaget ud på flere retspsykiatriske afdelinger i hele landet for at finde ud af, om der er grundlag for at inddrage online video-spil som et redskab til at styrke retspsykiatriske patienters sociale relationer for herigennem at forbedre behandlingen.