Fortsæt til indhold

Dan vandt medalje for at binde blomster

Dan Xavier fra Skanderborg vandt søndag en sølvmedalje i distriktsmesterskabet for den Aarhusianske afdeling af Floristen Danmark.

Samfund
Kfp

Dan Xavier fra Fuldt Flor i Skanderborg kunne efter søndagens distriktsmesterskab for den Aarhusianske afdeling af Floristen Danmark tage en sølvmedalje med sig hjem.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

Dan Xavier vandt sølvmedaljen allerede efter to opgaver.

»Det er skønt at bruge en dag med kreativiteten i højsæde. Og efter 15 års træning er medaljerne begyndt at komme med hjem til mit lille værksted,« siger Dan Xavier.

Konkurrencen var mellem ni udlærte og fire elever, og den første opgave gik ud på at skabe en festlig forårsdekoration til et bord. Søndagens anden udfordring stod i at skabe en voluminøs og fyldig buket, der skulle bindes til en udleveret vase.

Efter dommernes votering kunne Dan Xavier tage sølvet med hjem til Skanderborg.

»Skøn oplevelse«

»Det blev jo desværre ikke til en kvalificering til Danmarksmedsterskaberne i denne omgang, men som sædvanlig drager jeg hjem med masser af læring og endnu en skøn oplevelse i bagagen,« siger Dan Xavier og forsætter:

»Nu byder foråret sig jo snart til, og jeg ser frem til nu at hænge medaljen op og få pyntet værkstedet herude på Horsensvej op til forår.«