Adopter en lejlighed og indret den til ukrainere
De første 16 lejligheder på det gamle plejecenter Skaghøj er ved at blive gjort klar til ukrainske flygtninge. Nu kan man hjælpe med at indrette en af lejlighederne.
Det tidligere plejecenter Skaghøj i Hammel er i øjeblikket ved at blive gjort klar til at huse flygtninge. I denne uge udstyres de første 16 lejligheder med køkken, køleskab, komfur, bad, senge og madrasser.
Men alt andet, der skal til for at skabe et hjem, mangler.
»Derfor søger vi borgere, der har lyst til at ’adoptere’ en lejlighed og indrette den med bord, stole, køkkenredskaber, og hvad der ellers er brug for i et hjem, og det er selvfølgelig fint med genbrug. Det kan være en opgave for en familie, eller det kan være et projekt, hvor der samles ind på villavejen, og hvor man sammen indretter lejligheden. Det kan gøres på mange forskellige måder,« siger kommunaldirektør Jan Kallestrup.
»Vi vælger at gøre det på den her måde for dels at få alle de ting, som vi har behov for, dels for at imødekomme det store ønske om at hjælpe, som mange borgere sidder med. Håbet er, at de personer, som indretter lejlighederne, også ønsker at have kontakt med den familie, som flytter ind efterfølgende. For ukrainerne vil det skabe en tættere relation til Danmark,« siger kommunaldirektøren.
Omvendt kunne det også være, at nogle har lyst til at være kontakt-familie uden at have modet på at indrette en lejlighed. Det ene udelukker ikke det andet, forklarer Jan Kallestrup.
Har man lyst til dette - eller vil man gerne hjælpe på en helt tredje måde, så har Favrskov Kommune lavet en formular på sin hjemmeside - under punktet ’Krigen i Ukraine’ - hvor man kan tilmelde sig.
»Vi forsøger at strukturere al den hjælp, som folk byder ind med,« siger Kallestrup.
Alt det praktiske
Det er Favrskov Kommune, Røde Kors, Red Barnet og FrivilligCenter Favrskov, som efterlyser hjælpen med boligerne.
Lejlighederne skal gerne være indflytningsklar så hurtigt som muligt.
Hvis man har lyst til ”adoptere” en lejlighed for at indrette den, så skal man skrive til Janni Haugaard på mailen janha@favrskov.dk
Har man spørgsmål kan man kontakte Jesper Bendtsen fra Favrskov Kommunes Ejendomscenter på 51 29 69 68.
Skaghøj ligger i øvrigt på Anbækvej 23 i Hammel.
Lejlighederne er på 45 m2, og derfor er der ikke behov for store reolsystemer eller et spisebord på tre meter, men mere møbler og inventar til en hyggelig lejlighed til eksempelvis en mor og to børn.
Det kunne være: Service, pander, gryder, viskestykker, håndklæder, sengetøj, bøjler, lamper, legetøj og rengøringsartikler.
»Hvis der er enkelte ting, I ikke kan skaffe, så vil de frivillige organisationer eller Favrskov Kommune være behjælpelige med at anskaffe det, så lejlighederne bliver fuldt udstyrede,« skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Man skal selv sørge for at bringe møbler og andet inventar op i lejligheden på Skaghøj, hvor man også selv indretter lejligheden.
»Det er altså ikke muligt bare at donere eksempelvis en sofa ved hovedindgangen,« lyder det i pressemeddelelsen, som fortsætter:
»Som udgangspunkt er de donerede ting jeres, og når der ikke længere er behov for boligerne til flygtningene, er I velkommen til at hente tingene igen.«