Mette fra Hinnerup er ny leder af Livsværkstederne i Gellerup
Mette Fenger begynder 1. april som ny leder af Livsværkstederne i Gellerup i Aarhus.
Livsværkstederne driver sociale projekter, der giver mod og handlekraft til mennesker og bidrager til et bæredygtigt samfund. Livsværkstederne er en del af KFUM’s Sociale Arbejde.
56-årige Mette er uddannet cand.mag. i arabisk, etnografi og socialantropologi. Hun har efteruddannet sig inden for blandt andet ledelse, mægling, mentoring og konfliktløsning. Mette kommer fra en stilling som seniorrådgiver i Dansk Flygtningehjælp, hvor hun har været daglig leder af kursusafdelingen, projektleder og underviser.
Mette bor i Hinnerup med sin mand og søn. I sin fritid er hun blandt andet frivillig formand for Dansk Flygtningehjælps aftenskole, som hun var med til at starte i 2009.