Flere virksomheder ansætter kontanthjælpsmodtagere
Jobcenter Randers' indsats "Flere skal med" får flere virksomheder til at tage ansatte ind til småjobs, så de kan finde tilbage til arbejdsmarkedet.
Jobcenter Randers arbejder for at få udbredt kendskabet blandt virksomheder til muligheden for at ansætte arbejdskraft i småjobs på for eksempel 5-10 ugentlige timer eller mere.
Det fremgår af en pressemeddelelse om Jobcenter Randers’ indsats ”Flere skal med”.
»Vi har rigtig mange virksomheder i Randers Kommune, som gerne vil ansætte borgere på kontanthjælp og hjælpe dem med at få fodfæste på arbejdsmarkedet igen. Jeg er som formand for Beskæftigelsesudvalget meget glad for at møde den store villighed til at tilbyde beskæftigelse borgere, der kan arbejde færre timer om ugen. I Beskæftigelsesudvalget takker vi for, at virksomhederne tager ansvar og tilpasser arbejdspladsen og arbejdsopgaverne for at hjælpe borgere i arbejde. Forhåbentlig følger endnu flere virksomheder trop, for at flere kontanthjælpsmodtagere kan finde et job,« siger Bo Vestergaard, formand for Beskæftigelsesudvalget.
Fra sygemelding til ansættelse
Efter at have været sygemeldt i et år på grund af stress blev Jacob Tidemann Nielsen på 33 år ansat hos DK Beton i juli 2021. Hos virksomheden startede han i en 8-timers stilling, hvor han blev lært op i at håndtere blandemaskiner og køretøjer på virksomhedens betonfabrik i Vorup. Nu har han arbejdet sig op på 25 ugentlige timer og har udsigt til at gå op på fuld tid.
»Jeg priser mig lykkelig for at være så heldig at komme herud. Her har jeg gode kollegaer, og jeg bliver bakket op hele vejen rundt. De skal have stor ros for at tage værn om mig, så jeg ikke presser mig selv for meget. Det gør meget, at man kommer ud til mennesker, som forstår ens situation, og som er villige til at tage imod,« siger Jacob Tidemann Nielsen om sin arbejdsplads.
Hjælp fra jobcenteret
Jacob blev opmærksom på stillingen hos DK Beton gennem sin personlige jobformidler i Jobcenter Randers.
»Min sagsbehandler Susanne talte med mig om, hvad vi kunne gøre for at komme videre. Hun gav mig kanon hjælp, og jeg snakker stadigvæk med hende, selvom jeg er ude af ’systemet’,« siger Jacob Tidemann Nielsen.
Stationschef hos DK Beton i Vorup Kent Olesen er positiv over forløbet, og fortæller, at det er første gang, at virksomheden har gjort sig erfaringer med at ansætte en medarbejder på færre timer.
»Vi fik besøg af en konsulent fra jobcentret, som fortalte os om muligheden for at ansætte en medarbejder i helt ned til 8 timer om ugen. Vi kunne godt bruge en medarbejder til at aflaste vores faste vagt, så det gav mening. Normalt søger vi folk til fuldtidsstillinger, så det er en god erfaring for os at prøve at ansætte folk i færre timer,« siger Kent Olesen, stationschef hos DK Beton i Vorup.
Socialt ansvar
Kent Olesen er glad for, at virksomheden med ansættelsen kan forene sit behov for arbejdskraft med socialt ansvar.
”Med indsatsen kommer både langvarige kontanthjælpsmodtagere og andre aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år i højere grad i job. Ofte starter de ud med at have få timer på en arbejdsplads, som så stiger, hvilket gør, at mange ender med at blive selvforsørgende,” siger Per Damgaard.
»Følelsen af at være ordinært ansat selv i færre timer er meget værdifuld, og det får den ansatte til at vokse med opgaven, så de på sigt kan finde permanent beskæftigelse.«