Privatøkonomi på skoleskemaet i Auning og Hornslet
Pengeugen giver skoleelever tidlig forståelse for økonomien.
I denne uge er der økonomi på skemaet i mange af landets folkeskoler.
Her løber den såkaldte Pengeuge af stablen.
I Auning og Hornslet er det kunderådgiver Lasse Lindhardt fra Sparekassen Kronjyllands Auning-afdeling, der besøger de lokale skoler og taler privatøkonomi med de unge mennesker.
Finansiel pligt
Lasse Lindhardt er glad for at møde skoleeleverne og give dem konkrete værktøjer til bedre at forstå alt fra fritidsjob til forbrugslån og finanser.
»Pengeugen er et vigtigt og sjovt initiativ, og jeg ser det som en pligt, at vi i den finansielle sektor bidrager med læring og gode råd til skoleklasserne. Vi har en masse brugbar viden og information, der helt sikkert kan hjælpe med at styrke unges økonomiske forståelse,« siger Lasse Lindhardt i en pressemeddelelse.
Vigtig læring
Materialet, der undervises i, er udviklet af Danmarks Matematiklærerforening, Finans Danmark og undervisningsforlaget Alinea. I forbindelse med undervisningen mener Lasse Lindhardt, at det er særligt godt at møde de unge på et tidligt stadie i livet:
»Jo tidligere vi kan være med til at lære de unge mennesker noget om økonomi, des større forskel gør vi for skoleeleverne på længere sigt, når de skal videreuddanne sig, købe bolig, bil eller betale indskud til en lejebolig,« noterer han.