Fortsæt til indhold

Nyt tiltag i Aarhus skal sikre fællesskab i lokalområderne: Rådmand inviterer til åbningsfest

Rådmand: »Folkehusene er steder, hvor fællesskaber kan opstå på tværs af generationer og ikke mindst, hvor der også er plads til de allermest sårbare.«

Samfund
mw

Lørdag 19. marts fejres der åbningsfest for et helt nyt tiltag i Aarhus: Folkehusene.

Det oplyser Sundhed og Omsorg i en pressemeddelelse.

Med åbningsfesten i Folkehuset Mårslet fejrer Aarhus ét af mange nye folkehuse, som netop nu er ved at blive etableret. De nye folkehuse har til huse i de tidligere lokalcentre.

»Visionen er at skabe steder, som kan være udgangspunktet for et levende lokalsamfund. Hvor frivillige, borgere, foreninger og lokale fællesskaber kan mødes, hvor nye aktiviteter og ideer kan opstå. Og vi har valgt at kalde de nye huse for Folkehuse, for at understrege at alle er velkomne. Du kan komme, som du vil,« siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde (V), og fortsætter:

»Det kan være med en idé til en aktivitet, deltage i de aktiviteter, der allerede er eller bruge det som en dagligstue – et sted, du kan gå hen og mærke, at der er liv og mennesker omkring dig. Folkehusene er steder, hvor fællesskaber kan opstå på tværs af generationer og ikke mindst, hvor der også er plads til de allermest sårbare.«

Igangsætter fællesskaber

Folkehuse har til huse i de tidligere lokalcentre. De bæres primært af lokale frivillige hænder, der samarbejder med lokale foreninger, hvis formål er at skabe aktive og sunde fællesskaber, der kan forebygge ensomhed, øge livskvalitet og understøtte lokalmiljøet.

Og for Sara Kristensen, som bor i Mårslet, er Folkehuset en alletiders mulighed for at mødes på tværs af generationer:

»For mig er Folkehuset en oplagt mulighed for, at vi som lokale borgere kan igangsætte og deltage i aktiviteter og fællesskaber. Jeg har sammen med et par andre startet Mårslet Nørkler, hvor tilflytterne mødes med dem, der har boet her i mange år. Alle kan være med – uanset niveau og alder. Der er altid en tålmodig læremester og gode grin. Jeg glæder mig rigtig meget til, at Folkehuset åbner, så vi kan starte op igen i de nye rammer.«

Åbner efter to års nedlukning

Folkehusene rummer de fleste steder caféer, træningslokaler, aktiviteter, lokaler til udlån for foreninger og fællesskaber, sundhedsklinikker og meget mere, oplyses det i pressemeddelelsen. Ligesom de også huser flere af Sundhed og Omsorgs øvrige kernefunktioner: hjemmepleje, sundhedsenhed, sundhedsklinik. De vil derfor også være arbejdsplads for en række medarbejdere, der har deres daglige gang i huset.

»Vi glæder os sammen med rigtig mange borgere i Mårslet til igen at se huset summe af liv og aktiviteter. Vi lukkede mere eller mindre helt ned for aktiviteterne for to år siden – først på grund af corona og siden på grund af ombygning. Nu åbner vi som Folkehus. Vores håb er, at mange vil blive nysgerrige på at opleve, hvad Folkehuset tilbyder af aktiviteter og fællesskaber – og da ikke mindst, hvad vores nye cafe kan friste alle i Mårslet med,” siger leder af Folkehusene Aarhus Syd, Jens Sønderbæk.

Lørdagens program:

Kl. 10:45 - 11:00: Dørene åbner m. dansegruppe, Flores de la Luna

Kl. 11.00 - 11.15: Velkomst v. Jens Sønderbæk

Kl. 11.15 - 11.30: Rådmanden holder tale

Kl. 11.30 - 12.15: Musikalsk indslag ved Lund & Jakobsen

Kl. 12.15 - 13.00: Musikalsk indslag ved Jensen og Bugge

Kl. 13.00 - frem: Mulighed for rundvisning og fremvisning af husets faciliteter, sludder med de frivillige, besøg ballonmanden, se dansegruppen Flores de la Luna eller tank op på mad/kaffe osv.

Adressen er Folkehuset Mårslet, Langballevej.

Arrangementet er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding.