PaulaGarn flytter fra nummer 39 til 41
Indehaver Heidi Malmros benytter juledagene til at skifte adresse og komme på plads i den tidligere børnetøjsbutik på Hovedgaden i Rønde
RØNDE 15. august 2015 åbnede PaulaGarn på Hovedgaden 39. Tre og halvt år senere har butikken vokset sig så stor og stærk, at indehaver Heidi Malmros, Egå, i et stykke tid har været på udkig efter mere lagerplads.
Det får hun, når hun mellem jul og nytår pakker sit grej og rykker en tand længere ned ad Hovedgaden til nummer 41, som senest har været hjemsted for en børnetøjsbutik.
”Her får jeg den mere lagerplads, som jeg har behov for, og jeg kan flytte ind i en butik, hvor der ikke skal gøres alverden, før den er klar til brug,” siger Heidi Malmros, der egentlig er uddannet anlægsgartner, men siden slog sig på garn.
Det har hun ikke haft grund til at fortryde.
Hun trives med kunderne og diverse garner, strikkepinde og hæklenåle, bøger samt tilbehør i PaulaGarn og den tilhørende webshop, som der fremover skal ofres lidt flere vitaminer på.
I perioden 29. december 2018 - 2. januar 2019 lukker PaulaGarn ned, men 3. januar i det nye år inviterer Heidi Malmros indenfor for første gang i nummer 41 - klokken 10 sharp. Navnet PaulaGarn skyldes en veninde til Heidi Malmros, der altid kalder hende Paula.
”Ingen af os ved rigtig hvorfor, men navnet har holdt ved og selv den dag i dag er det mit kaldenavn hos hende. Deraf butiksnavnet,” fortæller Heidi ’Paula’ Malmros.