Fortsæt til indhold

”Den Gyldne Skalpel” til Lægefællesskabet i Grenaa

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby hædrede mandag de tre Grenaa læger for deres initiativ Lægefællesskabet Grenaa

Samfund

Mandag overrakte sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ’Den Gyldne Skalpel’ til lægerne Mogens Vestergaard, Jannik Falhof og Hans Christian Kjeldsen for deres initiativ Lægefællesskabet Grenaa, som er et fælles lægehus i et lægedækningstruet område langt fra deres egen bopæl.

’Den Gyldne Skalpel’ er Dagens Medicins hæderspris, og de tre læger får prisen for ”nytænkning, engagement og samarbejde af høj kvalitet i sundhedsvæsenet.”

”De formår på forbilledlig vis at sætte patienten i centrum, og er med til at styrke det nære sundhedstilbud for mange tusinde borgere i Grenaa. Vi skal hylde sådanne forbilleder, for vi skal have endnu flere til at gå samme vej som dem og blive praktiserende læger - meget gerne også uden for de større byer,” udtaler Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.

Det er første gang, siden den første pris blev uddelt i 2002, at almen praksis hyldes.

”Jeg kan kun sige, at det da vist også er på tide, at en af hjørnestene i det danske sundhedsvæsen får en fortjent anerkendelse,” udtaler Ellen Trane Nørby i pressemeddelelsen.

Tidligere i år præsenterede sundhedsministeren udspillet ”En læge tæt på dig”, som skal styrke almen praksis, så de praktiserende læger kan løfte flere sundhedsopgaver. Udspillet er en del af den kommende sundhedsreform, der præsenteres efter nytår.

.

Fakta

Den Gyldne Skalpel er Dagens Medicins initiativpris. Prisen uddeles i år for 17. gang.

Prisen går i 2018 til Lægefællesskabet 3.sal, Sygehusvej 15, 3. sal, Grenaa.

Grenaa Sundhedshus er indrettet i byens gamle sygehus. Herfra driver praktiserende læger, speciallæger, fysioterapeuter, Norddjurs Kommune og Region Midtjylland flere sundhedstilbud.

Region Midtjylland driver bl.a. akutklinik, blodprøvetagning, jordemoderklinik og lægevagt i huset