Fortsæt til indhold

Hjerteforeningen til regeringen: Kig på Randers

»Jeg vil gerne opfordre politikerne til at kigge mod blandt andet Aalborg og Randers, hvor man med stor succes har ansat brobyggersygeplejersker,« lyder det fra Hjerteforeningens direktør Anne Kaltoft.

Samfund

Regeringen fremlagde i sidste uge sit udspil til en ny sundhedsreform. Her var det især forbud mod at sælge cigaretter og andre nikotinprodukter til unge født efter 2010 og en hævet aldersgrænse på 18 år for at kunne købe af alkohol, som trak de fleste overskrifter.

Og hos landets næststørste patientorganisation, Hjerteforeningen, var man også overvejende positiv omkring udspillet, når det kom til alkohol og tobakken.

Men når politikerne i løbet af denne uge efter alt at dømme begynder forhandlingerne om en ny sundhedsreform, så er der stadig plads til forbedringer og fortsat store udfordringer ifølge Hjerteforeningens direktør, når det kommer til den manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet. Ifølge patientorganisationen bliver der ikke talt godt nok sammen på tværs af systemer, hvilket gør, at patienterne overlades til sig selv og ofte tabes mellem to stole, og her kan resten af landet ifølge Hjerteforeningen inspireres af, hvordan man gør tingene i Randers.

»Det kan til tider være en jungle at gebærde sig i sundhedsvæsenet. Derfor er det vigtigt, at man i højere grad indtænker sammenhæng, så man møder hjertepatienterne i øjenhøjde,« siger Anne Kaltoft, administrerende direktør i Hjerteforeningen i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Jeg vil gerne opfordre politikerne til at kigge mod blandt andet Aalborg og Randers, hvor man med stor succes har ansat brobyggersygeplejersker, der deler deres arbejdstid mellem hjerteafdelingen og det kommunale rehabiliteringstilbud. På den måde møder patienten gennem hele sit forløb den samme sygeplejerske – og det er med til at skabe øget tryghed og nærvær.«

Foruden alkohol og tobaksstramninger så har regeringen i sit udspil også lagt op til at 20 nærhospitaler skal fordeles udover hele landet samt et fastholdelsesprogram af sundhedspersonale.