Fortsæt til indhold

Gymnasieelever jagter fremtidens medicin

Elever fra Syddjurs Gymnasium er med i årets udgave af konkurrencen Drughunters.

Samfund
sra

Mere end 1.100 gymnasieelever fra hele Danmark arbejder lige nu med molekyler, neuroner og hjerneceller. Det sker som led i den naturfaglige konkurrence Drughunters, hvor de skal bruge deres nye viden i jagten på fremtidens hjernemedicin mod sygdomme som eksempelvis Alzheimers og Parkinsons.

Blandt de deltagende i årets konkurrence er 42 elever fra Syddjurs Gymnasium, som til dagligt arbejder med kemi og bioteknologi. De har kunnet vælge mellem opgaver med en kemisk, biologisk eller bioteknologisk indgangvinkel.

Vække interessen

Drughunters er blevet afholdt siden 2008, og konkurrencen har som formål at vække elevernes interesse for hjerneforskning. bag konkurrencen står medicinalvirksomheden Lundbeck, der i mere end 70 år hasr været førende inden for hjerneforskning.

»Vi er meget glade for, at så mange gymnasieelever i år deltager i Drughunters-konkurrencen. Mit håb er, at nogle af eleverne bliver så interesserede i hjernen, at de måske får lyst til at forfølge en uddannelse inden for forskning i hjernesygdomme,« siger koncerndirektør for forskning og udvikling hos Lundbeck, Johan Luthman.

Kulminerer med finaledag

Eleverne har arbejdet med deres idéer til ny forskning siden december. Konkurrencen løber over fem måneder og kulminerer med en finaledag i forbindelse med Forskningens Døgn den 29. april, hvor de bedste idéer skal præsenteres for forskere fra Lundbeck.

»Det er altid spændende og inspirerende at høre nye idéer til hjerneforskning. Det kan også inspirere os i vores arbejde,« siger Johan Luthman, der samtidig peger på, at deltagere fra tidligere år faktisk senere hen er blevet hjerneforskere.