Fortsæt til indhold

Bliv klogere på Ruslands invasion af Ukraine

Syddjurs Bibliotek og KulturHotellet inviterer til foredrag om situationen i Ukraine og europæisk sikkerhedspolitik.

Samfund
gs

Den aktuelle situation i Ukraine fylder i bevidstheden hos mange, og spekulationerne om konsekvenserne for både Ukraine og resten af verden giver bekymringer. Derfor er Syddjurs Bibliotek og KulturHotellet i Rønde gået sammen om et foredrag under overskriften ”Den russiske invasion af Ukraine – baggrund, forklaringer og konsekvenser” ved lektor i international politik, Rasmus Brun Pedersen.

Sammen om at oplyse

»Det er vigtigt for både biblioteket og KulturHotellet at give folk mulighed for at samles og få indblik den aktuelle situation gennem en kompetent foredragsholder, der kan fortælle, hvad der er op og ned og sætte det hele i perspektiv,« forklarer Lisbeth Larsen fra Syddjurs Bibliotek.

»De fleste får jo rigeligt information gennem medierne, men som kulturinstitutioner synes vi også det er vigtigt at kunne mødes fysisk omkring et tema som dette, stille spørgsmål og snakke sammen,« fortsætter hun.

Foredraget finder sted tirsdag 29. marts kl. 19 på KulturHotellet i Rønde. Aftenens foredragsholder er, Rasmus Brun Pedersen, som er lektor i international politik ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Ved foredraget fortæller han om Ruslands invasion af Ukraine, der har rystet den sikkerhedspolitiske situation i Europa og kommer til at præge udviklingen i de kommende år.

Han vil fortælle om baggrunden for den russiske invasion og sætter den ind i den udvikling, vi har set i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden midten af 1990’erne.

Han vil også give tre forskellige nøgler til at forstå den russiske invasion, og et overblik over de kort og langsigtede konsekvenser for NATO, EU og Danmark samt den fremtidige stormagtskonkurrence.

Der er fri entré til foredraget, og man opfordres til at sikre sig en billet på Syddjurs Biblioteks hjemmeside.