Mangeårig formand forlader borgerforening
Efter valget tilkommunalbestyrelsen er tiden ikke længere til formandsposten i Allingåbro Borgerforening for Benno Blæsild.
Allingåbro Borgerforenings mangeårige formand Benno Blæsild meddelte på foreningens generalforsamling 9. marts, at han ikke ønskede at genopstille.
Ved kommunalvalget i november blev Benno Blæsild stemt ind i kommunalbestyrelsen for Venstre, og tiden er ikke til begge hverv.
Stærk mand i front
Benno Blæsild har været formand for Allingåbro Borgerforening i 15 år og vil helt sikkert blive savnet som en del af bestyrelsen.
»Benno har arbejdet hårdt på at dele den gode fortælling om Allingåbro, han har med sin positive tilgang til at få tingene til at lykkes, været en stærk mand på formandsposten, som ikke var bange for at stille sig i spidsen for foreningen - og gerne krydre det med en god historie samtidig. I bestyrelsen vil vi gerne sige tak til Benno for de mange år i Borgerforeningen. Vi ønsker ham held og lykke med arbejdet i kommunalbestyrelsen og ser frem til det videre samarbejde,« lyder det i en udtalelse for Allingåbro Borgerforening.
Den nye bestyrelse konstituerede sig i går.
Susanne Salling er ny formand, Henning Vestergaard næstformand, John Malthøj kasserer, Jonna Madsen sekretær.
Øvrige medlemmer er Daniel Rasmussen, Lærke Læssøe-Schmidt og Poul Hovgaard