Fortsæt til indhold

Kender du flygtningenes Danmarkshistorie?

Der er udtalt vilje til at hjælpe de krigsramte ukrainere på flugt, men hvordan har det tidligere været? Journalist og forfatter fortæller flygtningenes Danmarkshistorie i Thorsager Præstegårdslade.

Samfund
Morten Bay-Mortensen

Hundredtusindvis af ukrainere flygter i disse uger fra de voldsomme bombardementer i deres hjemland, og mange af dem er kommet til Danmark, hvor mange har været parat til at hjælpe med senge og omsorg i private hjem og på centre. Krigen i Ukraine, der har sendt navnlig kvinder og børn på flugt vestpå, trækker dermed historiske spor til begivenhederne i 1956, da befolkningen i Ungarn gjorde oprør mod den sovjetiske besættelse.

Opstanden udløste en kolossal strøm af flygtninge, hvoraf 1000 kom til Danmark. Viljen til at hjælpe var stor, og legendariske er de tre store lørdagsshows, som Danmarks Radio afholdt og udsendte i radio og fjernsyn i 1957.

Der blev samlet 4 mill. kr. ind ved disse underholdningsprogrammer, der siden er kendt som ”Ungarnshjælpen”.

Indstillingen forandrer sig

Historien om de ungarske flygtninge Danmark er afsættet, når forfatter og journalist, Malene Fenger-Grøndahl, fortæller flygtningenes Danmarkshistorie i sit foredrag onsdag den 23. marts i Præstegårdsladen i Thorsager.

Hun sætter det lange lys på, og trækker linjerne op fra Ungarnshjælpen til Irakkrigen, idet hun konstaterer, at den danske flygtningepolitik og modtagelsen af flygtninge i Danmark har ændret sig betydeligt de sidste 50 år.

Men, siger Malene Fenger-Grøndahl: »Spørgsmålene er omtrent de samme: Hvem skal vi tage imod? Hvilke rettigheder skal de have? Hvad vil det sige at være en velfungerende borger i Danmark?«

Alt sammen spørgsmål, som har fået ny og uventet aktualitet med krigen i Ukraine og flugten mod Danmark.