Fortsæt til indhold

Ryomgårds egen Forskerspire

Thea Holm Graversen helt til tops i landsdækkende forskerkonkurrence for gymnasielever

Samfund

Thea Holm Graversen, der er født og opvokset i Ryomgård og fortsat bor i byen, og elev på Risskov Gymnasium, har vundet en meget fornem pris.

Thea Holm Graversen var en af 109 forskerspirer, der 29. oktober 2018, afleverede en synopsis til et forskningsprojekt i en af de fire kategorier: Humaniora, Naturvidenskab, Sundhedsvidenskab, Samfundsvidenskab.

En dommerkomité udvalgte de tre bedste fra hver kategori. Her nåede Thea Holm Graversens projekt ”Musikterapi og demens - Effekten af aktiv gruppemusikterapi for svært dementes sociale kompetencer” med i kategorien Sundhedsvidenskab.

Ved Projekt Forskerspirers afslutningsarrangement 26. november præsenterede de 12 nominerede deres projekter. Herefter kårede uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) Årets Forskerspire fra hver kategori, og sørme ikke om Thea Holm Graversen nåede helt til tops.

Med hædren fulgte 20.000 kroner, så Thea Holm Graversen og de tre øvrige i de andre kategorier kan udføre deres respektive projekter.

Projekt Forskerspirer er et landsdækkende tilbud til elever på de fire gymnasiale ungdomsuddannelser hf, hhx, htx og stx. Projektet er for elever i 2.g. eller 1.hf, der har et stort fagligt overskud.

Læs hendes projekt her ved at klikke her eller indlæse adressen ...:

https://forskerspirer.ku.dk/no…/SUND_Thea_Holm_Graversen.pdf