Niels Højberg åbner op: »I mit job kan man ikke have venner«
Niels Højberg taler fortsat i nutidsform om sit tidligere job. Som stadsdirektør måtte han lægge ører til lidt af hvert, inklusive vås.
»Det var en lortesag, og den er jeg rigtig, rigtig ked af. Han tyranniserede sine medarbejdere og tog af kassen. Jeg fik til opgave selv at overtage styringen i en periode, og det var en svær opgave.«
Sagen om en tidligere forvaltningschef, der blev fyret og siden fik en betinget fængselsdom, er det, Niels Højberg er mindst stolt af, når han kigger tilbage på sin karriere som stadsdirektør i Aarhus Kommune.
Den karriere sluttede 1. marts. 68-årige Højberg er ej mere kommunens øverste embedsmand.
»Der var en, der mødte mig den anden dag og sagde: ”Du er blevet en halv meter højere.” Der følger et kæmpe ansvar med jobbet som stadsdirektør, og det tynger. Det sætter ens liv i en skruestik,« siger han.
Niels Højberg var direktør for borgmesterens afdeling og arbejdede primært med kommunens overordnede økonomi, erhvervspolitik og byens udvikling. Det gjorde han i minimum 60 timer hver uge.
I denne artikel udtaler Højberg sig i nutidsform, selvom han taler om sit tidligere job.
»Jeg har ikke helt vænnet mig af med det,« siger han.
Mistede uskyld
De fleste af os skaber venskabelige bånd med vores kolleger. Særligt, hvis vi er på den samme arbejdsplads i mange år.
I løbet af sine 13 år i Aarhus Kommune fik Niels Højberg præcis nul venner på jobbet.
»I mit job kan man ikke have venner. Hvis du har venskabelige forhold, kan du ikke være fair og behandle folk lige. Prisen for at vælge jobbet er, at du står meget alene med de beslutninger, du skal træffe,« siger han.
Det var lige på og hårdt, da Højberg tiltrådte stillingen som stadsdirektør i slutningen af 2008. Ja, nærmest brutalt. Finanskrisen rullede ind over landet og Aarhus.
»Danmark mistede lige seks procent af BNP, og så skulle vi finde ud af det,« siger han.
Jeg er velsignet med en relativ stabil psyke. Jeg kan godt tåle stor belastning.Niels Højberg, tidligere stadsdirektør
For mange er effektivisering omtrent et skældsord. Det lugter fælt af besparelser. Niels Højberg har det fint med at effektivisere.
»Det har jeg arbejdet med hele mit liv. Jeg mistede min uskyld i finansministeriets budgetdepartement i fattigfirserne. Det gælder om at gøre det på en måde, så folk er med. Fagfolkene skal kunne se mening med galskaben. Ellers går det galt,« siger han.
Er du et kynisk menneske?
»Jeg har altid gjort mig enormt umage med ikke at være kynisk. I det øjeblik, man bliver kynisk, kan man ikke lede ordentligt. Det er noget, jeg har tænkt rigtig meget over. Du mister opbakningen, hvis du ikke hører på, hvad folk siger.«
Den hvide tiger
Niels Højberg kan mistænkes for at se verden som et fantastisk spændende sted, fuld af muligheder. Han er venlig og behagelig. Energien lyser ud af ham.
Det er, siger han, gennem årene sket, at folk har »misforstået« hans venlige tilgang til andre mennesker.
»De har måske troet, at de bare kunne gøre, som de selv ville. Så kommer den hvide tiger, som en af mine kollegaer har sagt. Min venlighed er ikke udtryk for blød rygrad, men et ønske om at få folk til at være trygge og komme med de synspunkter, de har,« siger han.
Som stadsdirektør har Højberg set et utal af byrådsmedlemmer komme og gå. Han har lagt ører til lidt af hvert, inklusive vås.
»Jeg har jævnligt oplevet, at byrådsmedlemmer ikke anede, hvad de snakkede om. Mange bliver valgt ind i politik uden at kende opgaven, men det er fair nok. Meningen med et demokrati er jo også, at mennesker, der ikke er eksperter, påtager sig et ansvar for at sikre retningen,« siger han.
Hvordan har du med, at politikere nogle gange stiller sig op og kommer med forslag vel vidende, at de forslag ikke kan lade sig realisere?
»At fiske efter meningshavet er en del af politik. Nogle gange kan jeg godt synes, det kan være lidt useriøst. Hvis noget er decideret urealiserbart og måske oveni købet dumt. Men sådan er spillereglerne, og jeg synes ikke, debatten i Aarhus Byråd er useriøs.«
Tummel, larm
Den politiske virkelighed har ændret sig markant fra 2008 til 2022. Sociale medier giver Niels Højberg demokratiske panderynker.
»Min største bekymring er, at politikerne kommer til at bruge for meget af deres opmærksomhed på dem, der ikke er tilfredse. Dem, der er vilde eller grænseoverskridende på sociale medier. Der kan nemt komme et forskruet billede af, at det står til ad Pommern til,« siger han og fortsætter:
»Jeg kan være bekymret for, at dialogen med det tavse flertal kan komme til at fylde lidt mindre. De to tredjedele af os alle sammen, der grundlæggende godt er klar over, vi har rigtig gode vilkår. Vores samfund er ikke ved at falde fra hinanden.«
Det er næppe en overdrivelse, at Niels Højberg har afsluttet sin kommunale karriere som en af landets mest respekterede offentlige topchefer. Få, om nogen, bestrider hans dygtighed.
Aarhus Byråd er det byråd, der har mest pressebevågenhed. Det kan ikke lade sig gøre at lave noget, hvis det ikke er ordentligt.Niels Højberg, tidligere stadsdirektør
Hvis han havde været mere introvert og mindre diskussionslysten, kunne han i stedet have afsluttet en karriere som filosofiprofessor. Ved siden af sin kandidatgrad i statskundskab har Højberg også en mastergrad i filosofi.
»Jeg studerede politisk filosofi og etik. Men det var rigtigt, at jeg ikke blev forsker. Det var for kedeligt og for ensomt. Jeg kan godt lide at diskutere med folk. Jeg kan godt lide, at der sker noget. Jeg kan godt lide tummel og larm,« siger han.
Kompas
Timerne med at studere filosoffer som Hobbes, Machiavelli og Locke har dog ikke været spildte, forstår man.
»Jeg er et menneske med ret mange følelser. Jeg bruger mig selv meget og prøver at give af mig selv. Filosofien har gjort det nemmere for mig at kunne analysere rationelt, så jeg ikke hele tiden er i mine følelsers vold,« siger Niels Højberg.
Som nævnt i starten af artiklen kunne Højberg godt have været sagen om den såkaldte »skandalechef« foruden. Aarhuskompasset, som byrådet vedtog i september 2021, er han til gengæld mere end almindelig stolt af.
»Vi har arbejdet på det i næsten al den tid, jeg har været i kommunen. Det er en forståelsesramme for, hvordan man kan udvikle velfærd. Det handler om at se på samfundet fra borgernes vinkel, ikke systemets vinkel. Fokus skal være på, hvad der har værdi for borgerne,« siger han.
Niels Højberg får nu mulighed for at fordybe sig i noget af al det, han har lært i løbet af sin lange kommunale karriere.
Han er tiltrådt en stilling som ledelsesekspert og rådgiver ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.