Fortsæt til indhold

Velkomstcenter: Stole nok til borgermøde i RIC?

Højrøstet debat i vente ved borgermøde i Rønde Idrætscenter om lokalplanforslag og tilhørende forslag til kommuneplantillæg for et kommende velkomstcenter ud for Kalø Slotsruin

Samfund

VELKOMSTCENTER Midt i 1990’erne vedtog den daværende Rønde Kommune (Kommunalbestyrelsen) en lokalplan, der gjorde det muligt at opføre et mindre besøgscenter ud for Kalø Slotsruin i forlængelse af slotskroen.

Planen er dog aldrig blevet realiseret, men muligheden er der stadigvæk. Det er den mulighed, som Nationalpark Mols Bjerge nu har valgt at forfølge.

Syddjurs Byråd vedtog forleden i enighed at sende lokalplan og det tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i 9 uger i perioden fra 6. november 2018 til 8. januar 2019.

I høringsperioden kan borgere og foreninger m.fl. komme med bemærkninger, ændringsforslag og indsigelser til det fremlagte planforslag.

Det kan man også på det berammede borgermøde torsdag 29. november i Rønde Idrætscenter klokken 17, hvor der forventes et rykind af den anden verden, fordi sagen lige nu er den, der fylder mest overhovedet lokalt. Borgermødet var oprindeligt fastsat til tirsdag 27. november, men der er en god forklaring på, at Syddjurs Kommune har måttet ændre dato.

”Tirsdag 27. november er der også programsat et stort møde om havbrug og Djurslands kyster i Grenaa, som også involverer mange politikere og interesserede borgere. Derfor valgte vi at flytte mødet om lokalplanen til torsdag,” siger Syddjurs borgmester Ole Bollesen (S).

Nationalparkens projekt

Lokalplanområdet omfatter et areal i landzone på ca. 1,65 ha ved Kalø Slotsruin.

Syddjurs Kommune er myndighed i sagen, men politikerne i Syddjurs Byråd har som sådan ingen aktier i det planlagte velkomstcenter, selvom man har en politisk repræsentant med i bestyrelsen, nemlig Venstres Else Marie Høgh.

Staten ejer området med slotsruinen, de to gamle skove ned til kysten (Hestehave Skov og Ringelmose Skov), Søndre Stegeløkke-pladsen mellem ankomstområdet til slotsruinen og Hestehave Skov, samt arealerne med p-plads, bjælkehus, iskiosk og strandhus.

Det er Naturstyrelsen Kronjylland, der forvalter området.

Slotskroen bestyres altså på statens egne af Miljøministeriet og Naturstyrelsen. Siden 2001 har Naturstyrelsen forpagtet Slotskroen ud til de nuværende bestyrere, Inger og Luigi Pillon. Aftalen løber til udgangen af 2019.

Cirka 40 mio.

Et velkomstcenter er vurderet til at koste cirka 40 mio. kroner inklusiv renovering af Hack Kampmanns Strandhuset.

De cirka 40 mio. kroner skal komme dels som støtte fra fonde, dels som et mindre opsparet beløb af Nationalparkens egne midler og altså ikke fra Syddjurs Kommune.

I det tidligere Syddjurs Byråd var der enighed om at bevilge fem mio. kroner til vejanlæg og parkeringspladser ved det kommende besøgscenter.

Det skete med vedtagelsen af Budget 2018, som 25 ud af byrådets 27 medlemmer stemte hjem - løsgænger Anette Quist Busk og Konservatives Jørgen Brøgger stod udenfor.

Pengene til vejanlæg og parkeringspladser er først afsat i overslagsåret 2020.

”De 5 mio. kronerer et bedste bud fra vores forvaltning,” siger borgmester Ole Bollesen (S).