Forbered dig på en vild juleskattejagt i butikkerne
Røndes handelsliv præsenterer i år en online julekalender i samarbejde med firmaet City XP
RØNDE Black Friday, den fjerde fredag i november, er en af de helt store shopping dage mange steder på kloden. Den kommer fast i november og stort set alle butikker laver det ene tilbud efter det andet.
Det sker også i Rønde, hvor byens handelsliv har store forventninger til Black Friday, og derfor holder åbent frem til klokken 20 på fredag.
Black Friday kickstarter julehandlen.
Find Nissen
I år søsætter Rønde Handel et nyt initiativ i juleperioden fra 30. november - 23. december. Overskriften er ’Finn Nissen’ - han gemmer sig hver dag i en af byens butikker, og det handler om at finde ud af hvor for at komme i betragtning til en af de 24 præmier.
Præmiebunken har en samlet værdi a’ godt 7.000 kroner, og mange af butikkerne på Røndes handelsstrøg har leveret en førjulegave.
’Find Nissen’ er kort fortalt en digital julekalender.
”For at deltage skal du gå ind på hjemmesiden www.cityxp.dk og oprette en bruger. Med din smartphone i hånden kan du derefter gå på jagt efter den ca. 50 centimeter høje figur Finn Nissen, der hver dag gemmer sig i en ny butik på Hovedgaden,” forklarer Noelia Fullana fra City XP, der står bag det enkle koncept og ud over Rønde også har foden indenfor i både Assens og i Vejen.
”Vi håber, at vi med online julekalenderen også kommer i kontakt med det yngre publikum , men alle kan snildt være med uanset alder, for det er på ingen måde svært, selvom vi nu går digitalt til værks,” siger Birgitte Meller, butiksbestyrer i Sportigan på Kaløtorvet og med i Rønde Handels bestyrelse.
Formålet er naturligvis udelukkende kommercielt i en tid, hvor kampen om kunderne intensiveres og tvinger handelsbyer som Rønde til at tænke i nye tiltag, der kan tilføre omsætning til butikkerne i kampen mod storbyernes butikscentre og nethandel. Honi soit qui mal y pense (skam få den der tænker ilde derom).
”Vi har mange andre gode ting i kalenderen i julemåneden,” lover Birgitte Meller, og nævner:
Juletræstænding og julemarked i Egegård fredag 30. november
Julelotto i butikkerne
Julemarked på Kultur Hotellet fredag 7.-8. december